En ærlig og selvironisk kabaret om at blive gammel

Teatret ved Sorte Hest hylder ikke alderdommen, men sender kærlige hilsner til det levede liv i kabaretten ”Inden vi dør synger vi en sang”.

★★★★★☆

“Bestemmer man selv sin alderdom?” spørger Maria Stenz ud mod publikum i alderdomskabaretten ”Inden vi dør synger vi en sang”. Et par stykker blandt publikum svarer småbittert nej til det ellers retoriske spørgsmål. Men 82-årige Maria Stenz er ikke sådan at slå ud; hun ranker sin i forvejen smukke kropsholdning og siger, at hun altid holder ryggen strakt. Efter et par sekunder lader hun overkroppen synke sammen med ordene: “Når jeg husker det.”

Således er tonen i kabaretten uforfængelig og selvironisk, samt uhyre veltimet af såvel Maria Stenz som hendes to ”unge” medspillere, Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen, der begge er i 50’erne. Alle tre bidrager – foruden med stærke og sjælfulde sangstemmer – med historier, der (tilsyneladende) er personlige anekdoter. Og de kredser både om barndommen, ungdommen og de begyndende skavanker.

Camilla Bendix er på alle måder betagende på en scene. Hun er smuk uden at være yndig. Hun har pondus uden at være bastant. Når hun smyger sig hen ad stolene som i en argentinsk tango, så er hun sexet uden at være vulgær. Og derfor: Når hun får en nærmest eksplosiv hedetur, der synes at være summen af 5 års overgangsalder, så er det faktisk også aldeles charmerende – på en temmelig voldsom måde altså.

Og den storsvedende Peter Oliver Hansen, der denne aften er særligt udfordret på Københavns måske varmeste scene, formår alligevel smilende at udføre en højenergisk musical-koreografi med jazz-hands, mens han synger for fuld smæk. Lige så overskudsagtig er han, når han på fineste sketch-manér viser os, hvordan man tager sine strømper anderledes på, når man er kommet lidt op i årene.

Det hele er bundet sammen af vidunderlige bidder fra kendte sange, som heldigvis smyger sig uden om klichéerne. Her går PH, Lukas Graham, John Mogensen, B.S. Ingemann og TV-2 hånd i hånd i et musikalsk univers, der er lækkert ”jazzet op” af pianisten Olivier Antunes, som også byder på blærede solostykker.

Instruktør Kamilla Wargo Brekling har formået at iscenesætte en skøn og varieret kabaret, der både stilmæssigt, komisk og musikalsk er aldeles gennemført. Teksterne har hele holdet stået for, og de er ligeledes velvalgte og kløgtigt sammensatte. Der er plads til både beretninger om metoo i filmbranchen, overgreb og sygdomsforløb, samt underholdende monologer om at genkende sine forældre i sit eget spejlbillede og at spise piller af enhver slags – også de dér, der er gode for hukommelsen.

Det skønne ved ”Inden vi dør synger vi en sang” er, at den ikke prøver at forherlige alderdommen. Her skal man ikke gå hen for at genfinde glæden ved den krumme ryg og de tidsinddelte pilleæsker. Dét, man i stedet får, er en kærlig hilsen til erfaringerne og minderne, samt et velment puf i ryggen til dem, der er gået i stå. For som de synger til allersidst: “I morgen er der atter en dag.”

Forestillingen spiller på Teatret ved Sorte Hest i København til den 11. september 2022.

Manuskript: Holdet | Sangtekster og musik: Diverse kunstnere | Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling | Musikalske arrangementer: Olivier Antunes | Medvirkende: Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen og Olivier Antunes | Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen | Produceret af: Teatret ved Sorte Hest

Del med dit netværk