ANMELDELSE: Kirsebærhaven, Aarhus Teater

Krisen handler om meget mere end finanser, hvilket gør sig gældende i såvel vores verden som i Kirsebærhaven. Tjekhovs tekst er stadig et mesterværk, og på Aarhus Teater er den blevet til en smuk forestilling.

★★★★☆☆

Man tager en familie af høj klasse, en hob venner af lavere klasse og et gældstynget gods med en kirsebærhave. Derefter ryster man posen, og så har man både tillidssvigt, uforløste forhåbninger og misforståelser. Det er blot nogle af facetterne i Anton Tjekhovs stykke fra 1903.

I iscenesættelsen på Aarhus Teater er det den ungarske instruktør Gábor Zsámbéki, der har orkestreret de 12 skuespillere ind i den smukke, forfaldne, skæve og cirkulære scenografi af Levente Bagossy. De fleste karakterer har både noget komisk og noget tragisk over sig, på samme måde som forestillingen igennem historien er blevet diskuteret mellem netop disse to yderpunkter. En blanding, der ofte minder om melankoli.

Allermest må Bue Wandahl fremhæves. Han spiller sin rolle skarpt og præcist. Han kan få alt til at synes troværdigt og naturligt – selv de største udbrud og de mest komiske reaktioner. Der er ikke én replik, der sidder skævt i munden på ham! I Kirsebærhaven er han forretningsmanden, der kommer fra trangere kår, men som kæmper sig op rubel for rubel. Wandahl spiller ham, så vi både forstår grådigheden efter flere penge og desperationen efter at kunne hjælpe. Han nærmest jogger rundt lige der, hvor det gør allermest ondt på de faldne aristokrater.

På scenen var også Marie Sandø Jondal en særlig fornøjelse. Hendes timing og komiske talent er lige så gennemarbejdet og velafvejet som hendes inderlighed. Hun er stuepigen, der mildest talt elsker komplimenter og en kærlig hånd. Niclas Vessel Kølpin spiller den uheldige kontorist, der går ud gennem døren under en stige og derefter vælter alle kufferterne på scenen. Han er den følsomme klovn i forestillingen. Desuden har vi den efterladte cirkusartist Charlotta, som bliver spillet af Marie Louise Wille. Hun har ingen at tale med, hun kan kun underholde. Hun ved ikke, hvem hun er. Hun trasker deprimeret ud af den ene scene, og danser ind i den næste med korttricks og flyvende genstande. De er alle tre vidunderlige i deres umiddelbarhed.

Forestillingen er i sin helhed ualmindeligt flot – scenografien er et kunstværk i sig selv, kostumerne er stemningsfyldte, forløbet er behageligt. Men det fungerer bedst på overfladen – det er kun Tjekhovs tekst, der får lov til virkelig at gå i dybden, og så er det andet glansbilleder omkring ham. Hvor bliver teksten sat på spidsen? Hvor bliver vor tids kriser og familiære roderier langt væk fra kirsebærhaverne skildret? Hvordan skal vi forstå Tjekhov bedre nu end før?

Del med dit netværk