Med Henning Jensen i hovedrollen holder man ud til et brag af en slutning på en ellers famlende forestilling med et vaklende manuskript.
★★★☆☆☆
Demens er stadig ‘in’ i dansk teater. Og vi har set markante præstationer i rollen som demenslidende som eksempelvis Jørgen Reenberg i “Vores sensommer” (Det Kongelige Teater, 2002) og Ole Thestrup i “Min far” (Folketeatret, 2016). Også Jesper Langberg satte nyt lys på demens og i særdeleshed Alzheimers i DR-dramaserien “Sommer” (Danmarks Radio, 2008).
Nu er Det Kongelige Teater på turné med forestillingen “Med sne”, hvor Henning Jensen er i hovedrollen som faderen Bent, der gradvist overmandes af demens, mens børnene (Maria Rossing og Peter Christoffersen) forsøger at navigere i tilværelsen omkring deres fars dalende tilstand. Neurologen Lene (Kirsten Olesen), der selv er pårørende til to demensramte forældre, tager både publikum og familien på scenen igennem det hårde sygdomsforløb.
Både idé, tekst og iscenesættelse er af Thomas Bendixen. Scenen er skabt som en hvid oval, der straks bliver etableret som et tværsnit af en hjerne. Oven på denne hjerne foregår forestillingen, mens tre dansere bevæger sig omkring og på scenen – både for sig selv og iblandt de fire skuespillere. Det er klart, at disse dansere skal udtrykke sygdommen, der bevæger sig ødelæggende igennem hjernen, samt den forvirring og de hallucinationer, som følger med Bents demens.
Men når den pointe er forstået, så er det egentlig et ret overflødigt virkemiddel. Og til tider forstyrrende. På samme måde er persongalleriet underligt fortænkt. Neurologens funktion er at være eksperten, og hun fodrer os med faktuelle oplysninger om hjernen og demens. Men hun præsenteres også som pårørende, hvilket faktisk udgør den største del af hendes karakter.
Derved bliver børnenes funktion som pårørende til Bent overflødig, og de ender med at fremstå som to irriterende børn, der mest af alt synes, at den syge far er besværlig. Det bliver til tider komisk – i velovervejede komiske replikker og ikke mindst reaktioner fra Henning Jensen. Men de to karakterer bliver hule, og vi griber ud i luften efter en mening med dem, hvilket skuespillerne ser ud til også at gøre.
Foto: Natascha Thiara Rydvald
Og generelt famler forestillingen i arrangementet. Det er, som om denne teaterform, der er halvt skuespil og halvt demens-OBS, ikke egner sig til karakterskuespillere som Kirsten Olesen og Henning Jensen. De – især Olesen, der ikke engageres af kostumeskift og lignende på scenen – vader indimellem umotiveret rundt på hjernepladen, og danserne understøtter mest af alt denne hovedløshed.
I bund og grund er det nok et resultat af Bendixens manuskript, der halter gevaldigt dramatisk, og som på replikniveau har tendens til at lyde amatøragtigt – eller i bedste fald som venstrehåndsarbejde. De hurtige replikskift imellem børnene er forceret og lyder mere skrevet end talt.
Foto: Natascha Thiara Rydvald
Men hvilken slutning! De sidste fem minutter af forestillingen opvejer meget. Denne slutning er i kraft af opfindsomhed i replikkerne og, mest af alt, Henning Jensens spektakulære metodik som skuespiller bevægende og hele forestillingens anstrengelser værd.
“Med sne” havde premiere på Det Kongelige Teater den 26. november 2016 og er på turné ind til den 9. december 2017. Forestillingen er gæstespil på Aarhus Teater til den 14. november 2017.
Tekst og iscenesættelse: Thomas Bendixen | Medvirkende: Henning Jensen, Kirsten Olesen, Maria Rossing, Peter Christoffersen, Edhem Jesenkovic, Thais Hvid og Nelson Rodriguez-Smith | Koreografi: Edhem Jesenkovic | Videodesign: Kasper Stouenborg | Lysdesign: Mads Nielsen | Lyddesign: Karsten Wolstad | Kostumedesign: Sara Mau | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
