Sprogøe Fletting imponerer som Mio
Virkemidler og visuelle valg kolliderer i ”Mio, min Mio” på Odense Teater, mens Mathias Sprogøe Fletting imponerer som den 9-årige Mio.
★★★★☆☆
Astrid Lindgrens børnebøger er fantastiske og eventyrlige fortællinger, der ikke undlader at gribe fat i de alvorlige emner i livet, selv om de er for børn. I ”Mio, min Mio” møder vi en ubegribelig ondskab i Ridder Kato, og det er vores 9-årige hovedperson Mio, der med sin endeløse godhed skal bekæmpe den onde hersker.
Jeg var rædselsslagen, dengang min klasselærer i folkeskolen læste op fra ”Mio, min Mio”. Mest af alt var det Ridder Katos utallige spejdere, der lå på lur overalt i den mørke skov og omkring borgen, der skræmte mig. Dengang var jeg KFUM-spejder, og der skulle altså løbes en vis mængde natteløb, før jeg igen følte mig helt hjemme imellem træstammerne.
3D-projektioner i kukkassen
Odense Teater skaber med eventyrlige kostumer og Klaus Risagers stemningsfulde lydkulisse en malerisk genfortælling af Lindgrens ”Mio, min Mio”. Camilla Bjørnvads scenografi er klassisk opbygget som en kukkasse, men samtidigt suppleres den af mere abstrakte og tekniske virkemidler.
Eksempelvis ser vi en scene, hvor Mio med sin ven Jum-Jum bagpå ridder på hesten Miramis imod Landet Udenfor. Her står de tre skuespillere på en kolonne, den forreste med et hestehoved på, og hopper i takt på stedet, mens en 3D-videoprojektion danner et lag af himmelens skyer over deres og publikums hoveder.
Billederne bliver tydelige, og vi kan næsten mærke den galoperende fart i maven. Desværre bliver det også en noget mudret teateroplevelse, hvor der tilsyneladende ikke er taget stilling til den visuelle retning for forestillingen. Scenografiens klassiske og smukke kulisser går fuldstændigt i karambolage med det laseragtige lys og de teatralske indlæg i Frede Gulbrandsens iscenesættelse.
Når voksne spiller børn
Og så har vi problemet med voksne skuespillere, der spiller børn. Det ser vi ofte i børneteater og familieforestillinger, og det er sjældent, det virkelig lykkes. I ”Mio, min Mio” er det tydeligt at se, at jo mere skabet det fysiske spil bliver – jo mere der spilles ‘nedad’, des mindre tror vi på det.
Mathias Sprogøe Fletting, der spiller den niårige hovedrolle, imponerer betragteligt ved at lade det barnlige komme indefra i kraft af en høj energi og en barnlig naivitet, mens han rent fysisk ikke spiller barnet meget anderledes, end han ville spille en voksen. Den ærlighed i karakteren er svær at få øje på hos de øvrige skuespillere.
Derfor er ”Mio, min Mio” en familieforestilling, der fint genfortæller Astrid Lindgrens uhyggelige og stemningsfulde historie, men som savner retning i sin iscenesættelse og i det visuelle udtryk.
Baseret på børnebog af: Astrid Lindgren | Oversættelse: Kina Bodenhoff | Dramatisering: Christina Wendelboe | Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen | Medvirkende: Mathias Sprogøe Fletting, Jeppe Ellegaard Marling, Malene Melsen, Claus Riis Østergaard, Magnus Andersen Hald, Anton Sager, Ole Boisen, Hanne Hedelund og Lea Baastrup Rønne | Komponist og lydkulisse: Klaus Risager | Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad | Videodesign: Signe Krogh | Lysdesign: Elroy Villumsen | Lyddesign: Kim Malmose | Produceret af: Odense Teater
Del med dit netværk
