Supermor skyllet ud i lokummet
Team Teatrets feministiske zombiegyser “Mombie” er pink med pink på, men den stærke kvindefigur, vi savner, ender som historiens taber.
★★★☆☆☆
Hvis man havde drømt om, at Team Teatrets såkaldt feministiske zombiegyser “Mombie” skulle gøre ligestillingsdebatten en tjeneste, så kan man godt tro om igen: Kvinden er i hovedrollen, men når forestillingen slutter, står hun ikke som heltinden med Pippi Langstrømpe-rottehaler. Nej, hun er sammen med alle sine tanker om revolution skyllet ud i toilettet.
Dramatiker Jeanette Munzert har skrevet forestillingen i et metaunivers, hvor hovedrollen også er dramatiker og – må vi antage – en spejling af hende selv. Hun er nybagt supermor, vild med sit job, til stede på de rigtige medier, en vildkat i sengen og enhver svigermors drøm. Sådan ville hun i hvert fald ønske, at hun var.
For ved siden af hende står bekymringstankerne og mudrer de rationelle og konstruktive tankerækker til. Hvad hvis min datter stopper med at trække vejret? Hvorfor er svigermor så meget sammen med barnet? Hvornår kan jeg få ro til at arbejde? Og pludselig er det umuligt at forestille sig at være en succes i sit eget liv.
Kvinden, der burde kunne det hele, fremstår altså som taberen, mens hendes mand, der umiddelbart synes temmelig uduelig, bekymringsfrit slentrer igennem faderskabet uden at give køb på karrierelivet. Er det overhovedet muligt både at være mor, kvinde og dramatiker?
“Mombie” er et indkig i den nybagte mors hjerne. Laura Rasmussens scenografi er lyserød fra gulv til loft og kunne meget vel illustrere et rum i hjernen, hvor vaskemaskinen konstant snurrer rundt, hvor toilettet er skræmmende stort, og hvor dukkehuset tilsyneladende er det eneste sted, man kan få fred.
Her lever vores hovedperson med sit alter ego, der tænker tostemmigt med hovedpersonen, mens svigermoderen og manden – ligesom hovedpersonen selv – er karikerede, dukkeagtige væsener.
Visuelt og stilistisk er det hele sådan set ganske gennemført, men den skrigende, ensfarvede scenografi bliver også hurtigt monoton. Kostumerne af Malene Redder Ruby hjælper til at bryde farverne – ligesom i David Gehrts dukkeunivers i “Parasitterne” (Aarhus Teater, 2019). Men med Gehrt var der noget mere balance i farvehavet.
Og behøver vi egentlig at få referencerne til Henrik Ibsens “Et dukkehjem” skåret så meget ud i pap?
I det hele taget skærer forestillingen tingene ud i pap: Jeanette Munzerts tekst er kliché på kliché om barselsbekymringer, millennial-fomo og karrieretrip. Fint nok, hvis teksten så fik lov at arbejde for sig selv. Men i Anne Zacho Søgaards iscenesættelse og Laura Rasmussens scenografi bliver teksten ikke udfordret, men derimod understøttet og forstærket. Og så bliver det altså lidt som at få råbt pointerne ind i hovedet.
Feministisk zombiegyserkomedietragedie? Ja, måske skulle man tage stilling til, hvad man ville fortælle med forestillingen, og hvordan. For “Mombie” bærer præg af særdeles dygtige enkeltpræstationer, der hver især har stort potentiale. Men at få høvlet knasterne af og samlet det hele i én forestilling, lykkedes altså ikke denne gang på Team Teatret. Ikke desto mindre er forestillingen underholdende og vækker sikkert også genklang hos det meget snævre segment, den henvender sig til.
Denne anmelder så forestillingen online, hvor man må leve med grynede billeder og lidt tekniske udfald. Det betyder, at denne anmeldelse ikke tager stilling til skuespilpræstationerne, da ansigtsudtryk og andre detaljer ikke rigtigt kunne ses.
Hvis alt går vel, spiller “Mombie” for et levende publikum den 8.-13. februar 2021. Forestillingen spiller igen via livestream den 29. februar 2021.
Tekst: Jeanette Munzert | Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard | Medvirkende: Line Vejgaard Kjær, Stig Reggelsen Skjold, Hanne Windfeld og Marie Vestergård Jacobsen | Komponist: Turkman Souljah | Scenografi: Laura Rasmussen | Kostumer og rekvisitter: Malene Redder Ruby | Lysdesign: Søren Lydersen | Produceret af: Team Teatret
Del med dit netværk
