Vi ser et Aarhus Teater i absolut topform som en mastodont i det danske teaterlandskab, når vi ser musicalklassikeren “My fair lady”.
★★★★★☆
Musicalen “My fair lady” er en af verdens største klassiske musicals, men nærmest ikonisk er rollerne som den rapkæftede blomsterpige Eliza Doolittle – første gang spillet af Julie Andrews – og professoren i fonetik Henry Higgins, som skal forsøge at skabe en fin dame ud af Eliza og samtidigt undgå at fortabe sig i kærlighed til hende – første gang spillet af Rex Harrison. Og Annette Heick spiller og synger en Eliza Doolittle, som de færreste danske sangerinder kunne præstere, og valget af Bue Wandahl som Henry Higgins er så rigtigt set.
Men Anders Baggesen, som i opsætningen af “My fair lady” spiller Elizas far, Alfred Doolittle, er forestillingens absolutte højdepunkt. Han griber hele teatret med hvert eneste ord, han synger eller siger. Hans tilstedeværelse på scenen er så intens og nærværende, uden at han på noget tidspunkt overskygger sine medspillere eller ensemblet. Han gør en ellers noget ensidig birolle i “My fair lady” facetteret og interessant. Som Albin i “La Cage aux Folles” var Anders Baggesen blændende – her er han fænomenal.
Foto: Isak Hoffmeyer
Og netop scenerne med Alfred Doolittle og med blomsterbinderne i gademiljøerne er blevet forkælet i denne opsætning af “My fair lady”. Scenografi og kostumer, designet af Colin Richmond, er især i disse scener stilistisk og æstetisk gennemarbejdet i en sådan grad, at det eksemplificerer den symbiose en teaterforestilling kan opnå, når det hele lykkes, og alting sitrer. Dertil sætter man et ellers ikke prangende stort ensemble på scenen, giver dem en koreograf, der som Alistair David formår at bidrage til forestillingen med opfindsomhed, diversitet og humor. Så har man noget, der sent vil blive glemt.
“My fair lady” er i det store hele en usædvanligt storslået forestilling i sin opsætning på Aarhus Teater, men lidt malurt kommer der alligevel i bægret, for det kniber desværre lidt med forestillingens indholdsside. Forestillingen handler om forvandling, siger teatret, og det taget i betragtning, så er forvandlingen ikke særlig stor. Elizas sprog på gaden mangler ‘gade’, og professor Higgins’ sprog skorter lidt på korrekthed. Lyden af forvandling forsvinder derfor i kliché-lyde som “en snarjl på varjn er tarjn på rarjn i Spanjen”. Og da Eliza forvandles til en fornem dame, taler hun – ligesom Higgins og hans ven Oberst Pickering – ganske almindelig rigsdansk. Det er en lidt lunken forvandling, og det mærkes ikke mindst i oversættelsens ordvalg.
Foto: Isak Hoffmeyer
Også forløbet i forestillingen lader noget tilbage at ønske. For eksempel det store bal, hvor Eliza skal udstå sin endelige prøve, hvor den ungarske specialist i bedrageri forsøger at regne hendes ophav ud, og hvor kærlighedshistorien når et vendepunkt, det bliver der bumlet hen over, så det nærmest føles som et irriterende fartbump på vejen. Og ungkarlen Freddie, som spilles af den ellers pragtfulde Carsten Svendsen, og som har den dramaturgiske opgave at give Eliza et attraktivt alternativ til den gamle professor, han bliver skammeligt latterliggjort og billedligt talt placeret i et hjørne af forestillingen. På den måde mister vi noget af spændingen i Higgins’ stille, indvendige kamp for Eliza, og Elizas fortvivlelse over at være blevet forelsket i den forkerte mand.
Men de store øjeblikke får let de mindre flatterende til at blegne. Denne anmelder har eksempelvis altid haft et anstrengt forhold til sangen om, at “Alfred skal giftes” – nu er den vækket til live hos mig, og netop den sang vil jeg kunne tænke tilbage på som et af de øjeblikke i teatret, hvor alting faldt i hak, og hvor jeg sad måbende og glemte at skrive noter på blokken; hvor solist, ensemble, koreografi, scenografi, kostumer, lys, orkester, instruktion og koncept arbejdede sammen og skabte en udelelig helhed.
“My fair lady” spiller på Aarhus Teaters Store Scene fra den 20. marts til den 2. maj 2015.
Iscenesættelse: Timothy Shaeder | Medvirkende: Annette Heick, Bue Wandahl, Anders Baggesen, Jens Zacho Böye, Elsebeth Steentoft, Merete Hegner, Carsten Svendsen og mange flere | Oversættelse: Jesper Kjær | Scenografi og kostumer: Colin Richmond | Koreografi: Alistair David | Kapelmester: Henrik Svenning | Lysdesign: Jonas Bøgh | Lyddesign: Andreas A. Carlsen
Del med dit netværk
