Teaterløst teater på Momentum? Tak, men nej tak!

Når Teater Momentum slår dørene op til “Øjne”, så er det omtrent det eneste, som Teater Momentum gør – resten skal publikum selv stå for.

★☆☆☆☆☆

I denne sæson er det forfatter, performance- og billedkunstner Monia Sander Haj-Mohamed, der har fået den kunstneriske A-nøgle til Teater Momentum i Odense. Hvert år ansætter teatret en ny kunstnerisk leder, som skal stå i spidsen for teatrets egenproduktioner i en sæson.

Modellen afføder nogle virkelig interessante scenekunstprojekter, og ikke mindst har teatret fundet og dyrket nogle markante scenekunstnere igennem tiden. I de senere år har eksempelvis Anna Malzer og Niels Erling hver haft et år som kunstnerisk leder på Teater Momentum, hvorefter de har ført lederkarrieren videre på henholdsvis Mungo Park i Allerød og hos lydteatret AKT1.

Men det er klart, at når man så systematisk eksperimenterer med teatret – både med skiftende kunstnerprofiler og helt konkret med teatrets formsprog – så går det galt indimellem. Og det er godt nok. For hvis der ikke slås en skævert nogle gange, er det, fordi der ikke bliver slået overhovedet.

Denne anmeldelse skal selvfølgelig læses i dén kontekst. For selvom “Øjne” vist er det mest meningsløse, jeg hidtil er gået ind i en teatersal for at opleve, så forstår jeg ønsket om at udfordre teatret som medie. Jeg forstår sådan set også, at pandemien som kontekst spiller ind i konceptet; at vi alle spiller roller i samfundet, og hvis vi ikke gjorde det, var der ingenting.

Derfor er den ensomme stjerne også ledsaget med et ærligt “tak for forsøget”. For nu, hvor vi har prøvet det, er vi i hvert fald blevet klogere på, hvad teater ikke er.

Og så går vi hjem

Men hvad er det egentlig, vi oplever i “Øjne” på Teater Momentum? Svaret er: Intet. Ingen verdens ting. Vi kommer ind i en tom teatersal. Der er kun en publikumsopbygning med stolerækker, der afsluttes øverst med en teknikpult uden teknikere. Gulvet er rømmet, og vi kan se snoretrækkene og de rå vægge, der er helt udtryksløse i det hvide arbejdslys.

På sæderne ligger et manuskript, der er indsat i en plastikmappe. Det er akkurat som at sidde til en læseprøve, hvor skuespillerne for første gang skal læse deres roller højt med hinanden. Her er der bare ingen skuespillere. Den første regibemærkning beskriver en tom teatersal, hvor publikum sidder uroligt og venter på, at forestillingen går i gang. Derefter kommer den første replik. Rollen hedder “Tilskuer”, og snart forstår én fra publikum, at det er vores opgave at læse replikkerne.

Øjne - Teater Momentum — Foto: Julie Darum

Herfra kører det slag i slag, side for side. Og efter en times tid har vi læst manuskriptet igennem. Vi kigger op, ligesom vi kortvarigt også har gjort undervejs for at tjekke, om der i mellemtiden er kommet nogen på scenen. Så lukker vi manuskripthæftet sammen, kigger rundt på hinanden og nikker anerkendende over vores fælles indsats. Og så går vi hjem.

Den eneste påvirkning, vi får, er af skuespiller Marius Ursu, der inden forestillingen står i foyeren som en menneskelig statue. Han står stille. Helt stille. Og da vi forlader salen, håber vi på, at der er sket et eller andet vanvittigt ude i foyeren, som giver oplevelsen et tvist. Noget uforudsigeligt. Noget teatralsk. Men det er der ikke.

Teatret er fraværende

Manuskriptet, vi læser op fra, har sådan set visse fine kvaliteter. Replikkerne leger humoristisk med situationen – som at antyde, at en af os har et våben med ind i salen, eller at påpege det frustrerende ved, at skuespillerne ikke er kommet. Og som coronateater giver teksten også i et vist omfang mening.

Men det giver simpelthen ikke mening at løse billet – som koster op til 200,- kroner per styk – for at sætte sig ind i en teatersal og læse højt af et manuskript. Alene af den grund, at teatret hverken er til stede eller bidrager med noget til oplevelsen. Vi kunne lige så godt have siddet på et bibliotek eller i et forsamlingshus og læst højt. Vi kunne have siddet på Zoom. Vi kunne have siddet alene derhjemme.

Ville man sætte fokus på den skrevne dramatik, så kunne et lignende koncept måske fungere, ligesom man også sagtens kan få stor glæde af at læse dramatik i bogform. Men at producere en teaterforestilling, der er blottet for alt, hvad teatret består af, får os i bedste fald til at savne det teater, som vi sidder her og går glip af.

Havde Teater Momentum ikke været det eksperimentarium, som det er, ville det være dybt kritisabelt, at billetpenge og en lille håndfuld millioner i offentlig tilskud er gået til så teaterløst et projekt. Men her har eksperimentet også en værdi i sig selv, ligesom lydoptagelser fra vores højtlæsning angiveligt skal indgå i Monia Sander Haj-Mohameds næste værk.

Når hendes sæson-trilogi med titlen “Øjne på jorden” er fuldendt, kan det altså være, at det hele giver mening på et højere plan. Det krydser denne anmelder fingre for.

Tekst, idé & koncept: Monia Sander Haj-Mohamed | Human statue: Marius Ursu | Performance doula: Sophie Fetokaki | Produceret af: Teater Momentum