Vi får en lille flig af fællesskabet med hjem fra “Oh Happy Day”
Folketeatrets “Oh Happy Day” er på overfladen en jordnær gospelkomedie, men de skæve karakterer bærer på mere end tomme komediekalorier.
★★★★★☆
Gospel er blevet noget, som man går til som en hobby på lige fod med badminton og petanque. Man bliver glad i låget af at synge sammen, og så er der rytme og schwung i det. Men mon ikke der ville brede sig den samme stilhed i de fleste danske gospelkor, som der gør i komedien “Oh Happy Day”, da den amerikanske pastor Moses Jackson spørger medlemmerne i provinskirkekoret, om de tror på Jesus? Så er det altså om at have en nogenlunde plausibel teologisk søforklaring parat.
Historien er oprindeligt skrevet af Hella Joof, Lotte Andersen og Jannik Johansen til spillefilmen “Oh Happy Day” fra 2004. Filmen blev instrueret af Hella Joof, mens den nye teaterversion på Folketeatret er blevet bearbejdet og instrueret af Rolf Heim.
Vi møder deltagerne i det lokale kirkekor, der har mistet deres sædvanlige korleder og nu har udsigt til en langt strengere ledelse fra præstens kone, der holder konservativt fast i Den Danske Salmebog. Men tilfældet vil, at Moses Jackson, der er på turné med sit verdensberømte gospelkor, er tvunget til at blive i byen. Og han påtager sig midlertidigt opgaven som korleder.
Det bliver næsten som en vækkelse i den lille provinsby. Historiens hovedperson, Hannah (Marie Mondrup), der er kørt fast i sit trivielle ægteskab, finder igen meningen med sit liv i mødet med Moses Jackson (Christopher Læssø). Og resten af kirkekoret udvikler et stærkt sammenhold, der udsletter uenigheder og forskelligheder.
Netop denne udvikling får Rolf Heim fornemt fortalt på scenen, så vi tror på den og forstår alle nuancerne i fortællingen. På overfladen er den måske en fell good-musical om at synge gospel, men der kommer også ånd og mening ind i fortællingen med både socialrealistiske, næstekærlige og selvudviklende elementer.
“Oh Happy Day” er indimellem som et studie i gruppedynamikker imellem en stribe vidtforskellige arketyper. Den forsigtige Shirley (Kristine Yde) lister sig tilfældigt ind i kirken i ly for regnen og bliver uforvarende hvervet til koret. En ungdommelig kærlighedshistorie udvikler sig imellem hende og den let kejtede og jomfruelige Lasse (Jesper Riefensthal).
Den modne Preben (Kristian Boland), der bærer rundt på billeder af sine børnebørn, som han kun sjældent ser, er en stille og tilbageholdende mand. Han står i stærk kontrast til den semiprofessionelle musiker Krüger (Jacob Moth-Poulsen), der højenergisk spiller på luftguitar og skytrommer under salmerne, og som reagerer temmelig voldsomt på følsomhed.
På samme måde er alle de øvrige karakterer genkendelige og giver spænding til historien. Vi kan nærmest fornemme på forhånd, hvordan den ene vil reagere, før det sker på scenen. Desto større bliver udviklingen, når de bryder ud af deres arketyper og begynder at være et fællesskab.
Foruden de sjove og spændende karakterer, så indeholder “Oh Happy Day” i sagens natur også en hel del sang og musik. Og på dén front imponerer Folketeatrets version også. Der er gode stemmer over hele linjen, og nogle af dem brillerer også som solister. Men de formår samtidigt at være gode på den ‘almindelige’ måde med en mangfoldig klang og upolerede fraseringer. Som et folkeligt fritidskirkekor lyder de helt rigtigt, selvom der nok er længere imellem de falske toner her, end ude i virkeligheden.
“Oh Happy Day” er først og fremmest en folkekomedie, som i høj grad er båret af den kollektive indsats fra de medvirkende, som alle bidrager til den gode stemning, eftertanken og en enkelt tåre på kinden hist og her.
Men vi kommer ikke uden om at fremhæve Marie Mondrup som forestillingens helt store karakterskuespiller. Hendes tydelige og dog underspillede karakterisering af Hannah, samt formidlingen af karakterens udvikling undervejs i historien, er simpelthen sublim. En sjældent set mesterpræstation i en så uhøjtidelig og umiddelbar komedie, som “Oh Happy Day” i øvrigt er.
Det var måske ikke ligefrem Helligånden, der ramte os på Folketeatret. Men forestillingen viser, at fællesskabet er en stærk og ikke mindst udviklende kraft, som vi får en lille flig af med hjem fra “Oh Happy Day”.
Forestillingen har været på turné og spiller nu på Folketeatrets scene i København til den 8. maj 2022.
Efter filmmanuskript af: Hella Joof, Lotte Andersen og Jannik Johansen | Bearbejdelse og iscenesættelse: Rolf Heim | Medvirkende: Marie Mondrup, Ulla Vejby, Christopher Læssø, Troels Malling, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Mathias Sprogøe Fletting, Kristian Boland, Kristine Yde, Signe Kærup Dahl, Jacob Moth-Poulsen og korister fra Grace, Vocalicious, True Gospelsingers, Oikos og Good Hope | Kapelmester: Anders Ortman | Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen | Scenografi: Sisse G. Jørgensen | Koreografi: Peter Friis | Produceret af: Folketeatret