OMG – en Aarhusfortælling fra Opgang2
Der er mågeskrig og aarhusiansk dialekt i massevis i den nye forestilling fra Opgang2. Forskellige menneskers historier fra Aarhus bindes sammen i denne komiske fortælling om hverdagens katastrofer.
★★★★☆☆
“OMG” handler om katastrofer og kærlighed, om Gud og et par røde bukser, om en lånt bil og en pige, der har øvet sig i at sige “Ha’ en god dag”. Den er et sammensurium af ‘Aarhus-billeder’, hvor vi – hvis vi altså kender byen godt – føler os hjemme i både dialekter og i scenografien.
Næsten det hele foregår ned langs åen. Nogle gange også over åen og i åen. De medvirkende spiller nemlig ikke bare mennesker – de spiller også en fisk og en sværm at skrigende måger.
Pia Marcussen og Opgang2
Forestillingen er skabt af Pia Marcussen, der er kunstnerisk leder på Opgang2. Hun modtog sidste år Danske Dramatikeres manuskriptpris for børne- og ungdomsteater for forestillingen “Habibi”, og i 2014 modtog hun på vegne af Opgang2 en Reumert i kategorien Årets Børne-/Ungdomsforestilling for “4 EVER”.
Hun evner at tænke ud af boksen, have noget på hjerte og gøre teater nødvendigt for publikum. Vi skal noget med det. Vi har brug for det. I “4 EVER” handlede det om fortabte unge, som systemet og samfundet har opgivet. I “Habibi” blev emnet radikalisering behandlet igennem en abstrakt og surrealistisk historie om en dansk pige, der pludseligt en dag kun kan tale arabisk.
“OMG – Kærlighed og andre katastrofer” har ikke på samme måde noget på hjerte. Det er ikke aktuelt og tvingende nødvendigt teater. Men det er ikke desto mindre nytænkende og interessant.
En fletning af Aarhus-billeder
Vi møder nogle forskellige typer i midten af Aarhus. Typer, som vi helt sikkert alle kender. Der er to drenge i en bil på vej til åen og Magasin, hvor den ene har en arabisk far, og den anden har en tyk Aarhus-dialekt og 20.000 kroner på sin børneopsparing.
Der er også en far, der giver sin 5-årige dreng en fugl i fødselsdagsgave. Og der er pigen, der søger job i Netto. Og så er der måger, der er mågelort på hele scenografien, og der er mågelort på de medvirkendes skuldre. Kort sagt: det er Aarhus.
Igennem en times forestilling bliver disse mennesker bundet sammen til en samlet historie, hvor fortællingerne flettes sammen for til sidst at kulminere i en rigtig katastrofe midt i midtbyen.
Komedie med herlige medvirkende
Forestillingen er iscenesat med humor og opfindsomhed. Den henvender sig til unge, men fungerer bestemt for aarhusianere i alle aldre. Vi skal vænne os til at se voksne mennesker spille måger med så stor indlevelse og så kraftige skrig. Og vi skal vænne os til, at selvom de medvirkende tager alle de ironiske greb gravalvorligt, så må vi gerne grine.
“OMG – Kærlighed og andre katastrofer” er først og fremmest en komedie. Rent dramatisk er den lidt tynd, trådene i manuskriptet flagrer, og slutningen er forhastet og går dramaturgisk set op i røg.
Men de medvirkende er charmerende og gør det hele nærværende for os. Også guitaristen Henrik Andersen, der primært bidrager med musik og lydbilleder til forestillingen, giver den som ‘blueset’ hjemløs på en herlig måde.
“OMG” er produceret af Opgang2 Turnéteater og spiller på Aarhus Teater til og med den 14. april 2018.
Manuskript og iscenesættelse: Pia Marcussen | Medvirkende: Stinne Henriksen, Jakob Svensmark, Sami Idrissi Hvidtfeldt og Henrik Andersen | Produceret af: Opgang2