Et smukt skuestykke om troen på Gud

Kaj Munks ”Ordet” handler om den rene tro, mens det slår gnister imellem grundtvigianeren Mikkel Borgen og indremissionæren Peter Skrædder.

★★★★★☆

Der er Grundtvig på tapetet i denne sæson på Aarhus Teater. Men hvor Grundtvigs fællesskabsånd druknede i special effects i familieforestillingen ”Pagten” før jul, er budskabet utvetydigt og veldyrket i forestillingen ”Ordet”.

Kaj Munk skrev stykket i 1932 fra sin præstegård i Vedersø ved Vesterhavet.

Gårdejer Mikkel Borgen har igennem 50 år forsøgt at få Grundtvigs milde trosopfattelse til at vinde indpas i det stærkt indremissionske samfund, der repræsenteres af Peter Skrædder.

»I gør Gud til formand for et parti,« anfægter Mikkel Borgen.

I forestillingen strides de to familier – ikke kun om trosdyrkelsen, men også om, hvorvidt Peter Skrædders datter Anne kan få lov at gifte sig med Mikkel Borgens søn Anders. Den ene familie er vantro, og den anden er religiøst afmarcheret.

Mikkel Borgens søn Johannes, der efter en tragisk ulykke er blevet sindssyg og har pådraget sig et messiaskompleks, vandrer rundt i de vesterhavske klitter og ser til, mens troen bliver mere og mere politisk. Og når det virkelig gælder, kan han ikke råbe familiens tro op.

Dermed er Kaj Munks forestilling lige så relevant for os i dag. Vi har alle vores trosopfattelser, og de strides imod hinanden på globalt plan. Moske eller kirke, Israel eller Palæstina, Gud eller videnskab? Kan vi overhovedet se Gud for bare prædikanter?

Åndsteater i sort-hvid

Mens Kaj Munks tekst er smuk, spydig og skarp, er Aarhus Teaters ensemble trods udmærkede præstationer desværre en smule for distanceret til den. Særligt når de medvirkende har simple, hverdagslignende dialoger, får replikkerne en teatralsk lyd, som får os til at lægge afstand til dem.

Til gengæld er det sort-hvide udtryk i David Gehrts scenografi med badebro og sort sand mellem tæerne samt Kim Gluds formidable videokulisser med optagelser fra vestkystens brusende bølger og golde marker et æstetisk mesterværk. Sjældent har vi nydt så meget at sidde og betragte en forestilling, hvor vi hverken har behov for tale eller handling.

Anja Behrens‘ iscenesættelse formår på fineste vis at formidle og modernisere Munks drama, hvor konflikterne står lysende klart frem, mens forestillingen holdes i et lavt tempo uden at ryste på hånden. Den er tro mod sin samtid – både den i 1932 og den i 2020.

Derfor gør de medvirkendes distance til teksten hverken fra eller til. For her hviler succesen ikke på skuespillernes udtale, men på ordet – Kaj Munks ord; ordet i Johannesevangeliet; ordet, der var Gud. Forestillingen taler til ånden og ikke til vores flygtige underholdningssult, som vi kan få stillet fredag efter fredag foran fjerneren.​

Af: Kaj Munk | Iscenesættelse: Anja Behrens | Medvirkende: Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø Boutrup, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Luise Skov og Kaja Kamuk | Scenografi og kostumedesign: David Gehrt | Lysdesign: Súni Joensen | Lyddesign: Kim Engelbredt | Videodesign: Kim Glud | Produceret af: Aarhus Teater

Del med dit netværk