ANMELDELSE: Pinocchio, Marionetteatret

Børn rynker på panden over “Pinocchio” i Kongens Have

Marionetteatrets nonverbale “Pinocchio” savner basale fortælleevner og bliver en uforståelig og underligt uæstetisk forestilling.

★☆☆☆☆☆

Hvis man har børn – eller har passet andres, så ved man, hvor lidt der skal til, for at få et barn til at grine. Men ikke engang dét lykkes i Kongens Have i København rigtig med. Det sker kun et par gange, når én får en bold i hovedet, eller når en ballon flyver til vejrs.

Resten af tiden sidder børn såvel som deres voksne med rynkede pander og prøver at finde en fortælling i Marionetteatrets nye, nonverbale forestilling “Pinocchio”. Mange vil sikkert kende Disneys filmatisering efter Carlo Collodis roman “Pinocchios eventyr” (1883), men det er ingen hjælp.

Vi gætter os til, at fyren med italiensk fodboldtrøje og spaghetti på tallerkenen må være Gepetto. Og kævlen, der falder ned fra træet, som han spiller bold op ad, er Pinocchio. Manden spiser spaghetti, og pludselig har vores træstump fået øjne og næse. De spiser sammen og ender mund mod mund med den samme spaghetti.

Hov, er det ikke en helt anden Disney-film? Løjerligt at bruge den ikoniske forelskelsesscene fra “Lady og Vagabonden”, når vi egentlig skulle have etableret et far-søn-lignende forhold imellem Gepetto og Pinocchio.

Vi savner en fortælling

Nå, men måske er det slet ikke meningen, at det skal være den samme historie? Lad os lægge forlægget til side og se, hvad der sker i Marionetteatrets fortælling.

Et menneske og et levende stykke træ møder hinanden. Mennesket og træstumpen bliver venner, men træstumpen tager på tur uden mennesket. Den skater og besøger forlystelsesparker, og mennesket halser efter den. De kommer vistnok også til havs, og vupti, så er mennesket ved at drukne, men lige så vupti overlever han. Til sidst fanger manden det bortløbne stykke træ, og det er de vist begge glade for.

Pinocchio - Marionet Teatret
Foto: Natascha Thiara Rydvald

I virkeligheden er det fuldstændig umuligt at genfortælle. For skateboard, fiskenet, balloner, robothunde og sæbebobler farer rundt i den lille kukkasse i kioskstørrelse, der udgør i Kongens Have. På storskærm i baggrunden kører et videodesign, der det meste af tiden viser abstrakte, farverige billeder, som heller ikke hjælper os meget.

Vi savner altså at blive taget i hånden og få fortalt en historie. Vi kan mærke, at har en historie på hjerte – om ikke andet kan vi læse den i programteksten. Men mens forestillingen fortæller og fortæller, så er det kun halve ord og usammenhængende sætninger, der kommer ud. Det er simpelthen hammerdårlig fortællekunst.

Debut tabt på gulvet

Det er scenografen , der her officielt debuterer som instruktør. Det gør hun i en forestilling uden manuskript, hvilket teknisk set også gør hende til dramatiker. Og det var måske nok en anelse for vovet.

Hun har skabt scenografier, hvor hun særligt mestrede de store, åbne rum med en stringent stilistik. Nu er hun både scenograf og instruktør i et lillebitte scenerum for et lillebitte publikum og med nogle markant anderledes virkemidler og greb, end man har i voksenteater på de store scener. Og hun taber det mildest talt på gulvet.

Også visuelt er “Pinocchio” bemærkelsesværdigt ringe. Det er helt uforståeligt, hvordan en scenograf af hendes kaliber kan acceptere et så spraglet, slasket og til tider gyseligt udtryk. De abstrakte billeder på storskærmen kunne måske isoleret set fungere, men i kombination med resten af forestillingens skrammeludtræk bliver de for støjende.

På den måde er forestillingen spild af gode evner – både hos og hos resten af holdet. Der er nemlig ingen tvivl om deres evner. Giv en scene, et manuskript og en teaterform, hun kender, og så kan der sikkert komme en fin iscenesættelse ud af dét.

Og det håber jeg, at nogen gør. Denne instruktørdebut skal hun i hvert fald ikke huskes for!


Efter roman af: Carlo Collodi | Koncept: og | Iscenesættelse og scenografi: | Medvirkende: Dukkeførere: og | Dukkemager: | Komponist og lyddesigner: | Produceret af: v/

Del med dit netværk