Teatret Møllen fejrer genforeningen med tosproget “Romeo + Julie”
Det danske og tyske sprog fletter versefødder i Teatret Møllens tosprogede ”Romeo + Julie”, der markerer 100-året for genforeningen.
★★★★★☆
Teatret Møllen i Haderslev er et ganske lille teater med enorme ambitioner, særdeles god smag og solide teaterkundskaber. Som egnsteater lykkes det med igen og igen at skabe forestillinger, der resorberer sit lokalsamfund, uden at det bliver for provinsielt.
Derfor var der også store forventninger til Teatret Møllens ”Romeo + Julie”, der skulle have markeret 100-året for genforeningen af Sønderjylland sidste år. Nu kan vi med et års forsinkelse endelig fejre genforeningen med Møllens kæmpemæssige teaterprojekt, der overskrider både sprogbarrierer og landegrænser.
Der er nemlig tale om en version af Shakespeares kendte kærlighedstragedie ”Romeo og Julie”, hvor replikkerne er halvt på dansk og halvt på tysk. Niels Brunses danske oversættelse og Frank Günthers tyske er flettet sammen således, at karaktererne på Julies side taler tysk, mens de på Romeos side taler dansk.
På den måde kommer de to stridende familier, Montague og Capulet, i ”Romeo + Julie” til at repræsentere de to forskellige kulturer og nationale tilhørsforhold, der eksisterer på begge sider af den dansk-tyske grænse – både nu og dengang.
Men fungerer en tosproget ”Romeo og Julie” i praksis? Ja, og faktisk overraskende godt.
Men det kræver også, at man enten er tryg i det tyske sprog eller kender historien i forvejen, for ellers bliver man indimellem sat til vægs. Kærlighedens sprog er universelt – og ja, det kan vi også se i ”Romeo + Julie”. Men det er arrangeret ægteskab, giftige planer og forsvundne breve ikke. Der er altså også noget i historien, vi bare er nødt til at forstå.
Forelsket igen
I rollen som Julie er den schweiziske skuespiller Andrea Spicher, og hun er forestillingens helt store hit. Hendes Julie bliver både forfjamsket, forvirret, fortabt og for en teenager næsten upassende liderlig, når hun er sammen med sin charmerende Romeo. Lige så udadreagerende er hun som teenagetræls og stædig datter, når hun er sammen med sine forældre.
Jens Kepny Kristensen var et uventet valg til rollen som Romeo, men hans drengede udtryk giver mening til den unge charmør. Og Kepny beviser da også, at han kan løfte en hovedrolle af denne kaliber, selvom han stadig har lidt skolekorrekthed over sig.
Det kommer til udtryk, når hans bevægelser indimellem synes indstuderede, og når han fremsiger visse replikker, som var de salmevers. Man får lyst til at ruske i ham, så han bare i et øjeblik mister fatningen.
Men overfor Andrea Spicher er hans ungdommelige og til tider kejtede bevægelser vidunderlige. Og tilsammen får de to virkelig formidlet følelserne, så vi alle sidder og bliver en lille smule teenageforelskede igen.
Blandede køn
Derudover er Teatret Møllens ”Romeo + Julie” bare god stil! Laura Rasmussen har skabt en simpel scenografi af piedestaler under en stjernehimmel af elpærer, der giver associationer til både sommerhimmel og traditionel gadefestbelysning. Og Elsebeth Hedes kostumer forbinder klart det traditionelle med det moderne i gennemførte fusioner af eksempelvis renæssance-ærmer på en Mads Nørgaard-agtig termojakke.
Mange af de medvirkende spiller roller, hvor de stereotype køn udfordres. Eksempelvis spiller Klaus Andersen en non-binær fyrste, mens Ole Sørensen giver den som barmhjertig amme, og Iza Mortag Freund bliver en skræmmende intens Mercutio. Og uden at vi bemærker det, er der ligestilling på scenen. Vupti!
Instruktør Rasmus Ask har fået det hele til at virke i en kompleks men velfungerende iscenesættelse, der i høj grad kombinerer fysik, sprog og humor i en tidssvarende ”Romeo + Julie”, der tager både den grænseløse kærlighed og kærligheden til grænselandet alvorligt.
Forestillingen spiller på CPH Stage den 31. maj og 1. juni, samt i Haderslev til den 20. juni 2021.
Af: William Shakespeare | Oversættelser: Niels Brunse (dansk) og Frank Günther (tysk) | Iscenesættelse: Rasmus Ask | Medvirkende: Andrea Spicher, Jens Kepny Kristensen, Connie Tronbjerg, Ole Sørensen, Thomas Clausen Rønne, Iza Mortag Freund, Klaus Andersen, Xenia Noetzelmann, Stephan Benson, Thomas Nielsen og Judith Patzelt | Scenografi: Laura Rasmussen | Kostumer: Elsebeth Hede | Lysdesign: Súni Joensen | Lyddesign: Rune Abel Aagaard | Produceret af: Teatret Møllen