Mogensen og Kellermann på slap line i Randers
Der er liv og glade dage med Lone Kellermann og John Mogensen i vinterkabareten ”Så længe vi lever” på Randers EgnsTeater.
★★★★☆☆
Det er ikke den store opfindsomhed eller originalitet, der dominerer på Randers Egnsteater med kabareten ”Så længe vi lever”. Til gengæld er stemningen god, og de fleste randrusianere kan forlade teatret med et smil på læben og en håndfuld kendte sange på hjernen.
For kabareten er bygget op omkring en simpel rammefortælling om to mennesker ved navn Lone og John, der er indlagt på psykiatrisk hospital på ”Afdelingen for folk, der tror, de er popstjerner”. Her er John overbevist om, at han er John Mogensen, og Lone er sikker på, at hun er Lone Kellermann.
Det pudsige er, at John og Lone også spilles af skuespillerne John Batz og Lone Rødbroe. Og foruden deres passende fornavne har de begge en imponerende naturlighed i deres karikaturer, så man skulle tro, at deres personlighedsforstyrrelser er autentiske.
Vi nyder lyden af nogle af Mogensens og Kellermanns største hits, mens de styrer os igennem aftenen med sikker og rutineret hånd. Deres styrker fra revyerne, som de begge har medvirket i, skinner tydeligt igennem, og forestillingen bliver både munter og musikalsk.
Genbrugsmanuskript og praktisk scenografi
Men selv om idéen om at sætte John og Lone sammen på ”Afdelingen for folk, der tror, de er popstjerner” er god, så er selve historien i ”Så længe vi lever” tyndere end tynd. Forestillingen drives primært fremad af sangene, og de små dialoger og indslag imellem sangene er i høj grad genbrugssketcher.
Sus Hauglands scenografi er mere praktisk end æstetisk, og den minder slet ikke om et psykiatrisk hospital eller noget andet end en teaterscenografi i Randers. Til gengæld understøtter designet fint sketchene samt den farverige dansktop-lyssætning i slutningen af forestillingen.
Imponerer vokalt
Alt i alt er det altså ikke de scenekunstneriske kvaliteter, som denne anmelder husker Randers Egnsteater for med ”Så længe vi lever”. Men det er tydeligvis heller ikke forestillingens formål. Kabareten er blot en undskyldning for at spille en masse John Mogensen og Lone Kellermann.
Og den undskyldning godkender vi, fordi John Batz laver en sjov og underfundig John Mogensen, og Lone Rødbroe laver en kærlig og livlig Lone Kellermann. De imponerer begge vokalt, og musikalsk understøttes de fint af Bjarne Langhoff og Nana Schwartzlose.
Hele baduljen er underholdende på den jyske og revyske måde, hvor skelende øjne, pruttelyde, ordspil og seksuelle undertoner tager de største grin. Og det er svært ikke at synge med og klappe i takt, når musikken slår sig løs og cykler godt afsted.
Manuskript og iscenesættelse: Gunvor Reynberg | Medvirkende: Lone Rødbroe, John Batz, Nana Schwartzlose og Bjarne Langhoff | Musik: John Mogensen, Lone Kellermann m.fl. | Scenografi: Sus Haugland | Lysdesign: Mathias Hersland | Lyddesign: Chris Nielsen | Produceret af: Randers EgnsTeater