Intens og nærværende forestilling med store scenekunstneriske kvaliteter, men “Salamimetoden” halter på det konceptuelle overblik.
★★★★☆☆
Det er højdramatiske temaer, der får plads på scenen i “Salamimetoden” på Aarhus Teater. Forestillingen begyndes med en vokal nyfortolkning af “Det er så yndigt at følges ad”, sunget af de fem mandlige skuespillere, og dermed er en fortælling om kærlighed, følgeskab og ’til døden os skiller’ slået an. Forestillingens omdrejningspunkt synes således at være klart, men billedet forvirres af, at såvel iscenesættelsen som dramatikken tilsyneladende vil mere end det.
Historien handler grundlæggende om et homoseksuelt par, hvor den ene lider af en dødelig sygdom og ønsker den andens hjælp til at gøre en ende på sine lidelser, men hvor den anden af respekt for livet og af kærlighed til sin kæreste ikke vil yde aktiv dødshjælp. Men denne primære fortælling overskygges mere end suppleres af de sekundære fortællinger i forestillingen – historien om byggeriet af et parkeringshus, som den døende mand gør til sit sidste livsprojekt, og historien om en lokalpolitikers medieoprejsning og historien om ensomhed i et vennepars forpligtelsesfri forhold. Dramatiker Julie Petrine Glargaard har skrevet et intenst og nærværende dramatisk værk, som er stærkt på især dialogplan, men der jongleres med for mange bolde, som gør det scenekunstneriske projekt uskarpt.
Foto: Rumle Skafte
På samme måde er iscenesættelsen af nyligt uddannede instruktør Liv Helm også uklar. Der er benyttet virkemidler som eksempelvis videoprojektioner, der i de fleste tilfælde bidrager positivt til forestillingens visuelle udtryk og det dramaturgiske forløb, men som i visse andre tilfælde bryder med dette udtryk. Det samme gælder forestillingens overordnede koncept, som også fremstod udefineret. Helt konkret er slutscenen på én gang ekstremt stemningsskabende og velinstrueret, så publikum sidder og dirrer af koncentration de sidste minutter – men det sidste scenebillede, det allersidste sekund før ‘tæppefald’, slutter desværre forestillingen både tvetydigt og virkningsløst.
Ikke desto mindre er der mange store kvaliteter i “Salamimetoden”. I særdeleshed kan man fornemme en synergi i hele forestillingen, som er ganske usædvanlig. Mange elementer i forestillingen synes at kunne interagere med hinanden på et højt plan; de vokale kompositioner af Mathilde Böcher er stemningsskabende og rammer auditivt præcist det udtryk, som scenograf Siggi Óli Pálmason og lysdesigner Kasper Daugberg har skabt visuelt. Kompositionerne matcher det særdeles fuldendte lyddesign af Kim Engelbredt, som er ført ud over scenekanten, så lydbilledet omfavner hele salen. Iscenesættelsen af Liv Helm arbejder symbiotisk sammen med de fem ekstremt velvalgte og dynamiske skuespillere, som på samme måde også fuldender de karakterer, som dramatiker Julie Petrine Glargaard har skabt i “Salamimetoden”.
Der opstår virkelige kvaliteter i forestillingen! Eksempelvis bliver en verbal fægtescene mellem Bue Wandahl og Anders Baggesen så nærværende, at den føles mere virkelig end virkeligheden. Skuespilpræstationerne er særdeles gennemførte – både af de fire skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble, men også af gæsteskuespiller Anders Brink Madsen. De fem mænd spiller over for hinanden, som havde de aldrig lavet andet.
“Salamimetoden” spiller på Aarhus Teater Scala til den 19. december 2015.
Medvirkende: Jesper Dupont, Bue Wandahl, Anders Baggesen, Kim Veisgaard og Anders Brink Madsen | Dramatiker: Julie Petrine Glargaard | Instruktør: Liv Helm | Scenograf: Siggi Óli Pálmason | Komponist: Mathilde Böcher | Lyddesign: Kim Engelbredt | Lysdesign: Kasper Daugberg
Del med dit netværk
