Kærlighed og overgreb indrammet i slagermusik
I sin debutforestilling, ”Se på mig når jeg taler til dig”, roder norske Monica Isakstuen kærlighed og incestuøse overgreb hovedløst sammen.
★★★☆☆☆
Mor bliver liderlig af sønnen, der sutter på hendes bryst. Far bliver tændt af datteren, der bruser saltvandet ud af håret på en sejltur. Dét er de mest velfungerende scener i norske Monica Isakstuens debutforestilling, ”Se på mig når jeg taler til dig” (Rogaland Teater, Stavanger, 2019).
Hun spørger os, hvor grænsen går for den uendelige kærlighed, der opstår imellem barnet og forælderen. Er et menneske i stand til at elske et andet menneske så højt, uden at det også sætter gang i andre biologiske mekanismer? Hvad er forskellen på kærlighed, romantik og erotik?
Peter Dupont Weiss har i sin danske opsætning af forestillingen på Husets Teater og Odense Teater indrammet temaet med to gamle slagere, der fungerer som anslag til manuskriptets to halvdele: ”Mor er den bedste i verden” i første del om mor og søn samt ”Giftes med farmand” i anden del om far og datter.
Det hele virker faktisk vældig pænt – særligt med den simple scenografi af stole langs væggene, en dyb, rød farve på bagtæppet og en varm belysning. Men forestillingen er ikke spor pæn.
For snart bestiller manden sexdukker i børnestørrelser hjem, og kvindens kønsorgan bliver flere gange beskrevet som “et inviterende, slubrende hulrum mellem benene”. Mennesket bliver fremstillet som pædofilt og voldsforbryderisk af natur. Samtidig lever kønsstereotyperne i bedste velgående. Man skulle faktisk ikke tro, at manuskriptet var skrevet i vores tidsalder.
Ikke værd at dvæle ved
Også iscenesættelsen er noget bedaget i sit udtryk. Særligt er de håndholdte mikrofoner, som bliver brugt løbende igennem forestillingen, et gammelmoderne teatergreb, som efterhånden har mistet sin effekt. I dag virker det mere insisterende end forstærkende.
Skuespillerne Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll er et fortrinligt makkerpar på scenen. Deres fælles præstation kommer til at ligne en velkoreograferet pardans, hvor den ene følger den anden og derefter omvendt. Deres roller er varierede, men med deres fornemmelse for hinanden bliver selv de store karakterskift umærkelige og naturlige.
Desværre kaster de replikkerne afsted, så det til tider kommer til at virke som et endeløst bombardement af ord. Den samme variation, som de udviser i deres skuespil, oplever vi ikke i deres næsten pauseløse talestrøm. Det bliver temmelig trættende.
På den anden side er der altså ikke meget ved manuskriptet, der er værd at dvæle ved. Vi vil gerne have det hele overstået i en fart, så vi kan komme tilbage til den virkelighed, vi kender, hvor fædre ikke voldtager deres døtre, og hvor drenge ikke får sexismen ind med modermælken.
Forestillingen spiller i Odense til den 25. november 2020 og i København til den 10. december 2020.
Tekst: Monica Isakstuen | Oversættelse, iscenesættelse og scenografi: Peter Dupont Weiss | Medvirkende: Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll | Lyddesign: Erik Christoffersen | Lysdesign: Christian Vest Berntsen | Kostumer: Hanne Mørup | Produceret af: Odense Teater, Husets Teater og Peter Dupont Weiss
Del med dit netværk
