Nikolaj Hübbes ”Sylfiden” bliver for tung at danse med
De bevingede sylfider bliver for jordbundne i Nikolaj Hübbes version af August Bournonvilles udødelige balletklassiker ”Sylfiden”.
★★★★☆☆
Siden 1836 har ”Sylfiden” fortalt os om kærligheden, der pludselig kommer buldrende og sætter al fornuft ud af virksomhed.
James skal egentlig giftes med Effy, men kort før brylluppet møder han en sylfide, et overjordisk væsen med vinger, som han straks forelsker sig i. Sylfiden er lige så betaget af den unge skotte, som hun finder sovende i en lænestol efter en festlig aften med gutterne.
Sylfiden dukker flere gange op hos James, og på bryllupsdagen løber han efter hende og efterlader sækkepibespillere, kiltede bryllupsgæster, brudepiger og ikke mindst sin forlovede uden et ord.
I skoven danser de som to kærlighedsvæsener. Men da James indfanger hende med et brudeslør, mister sylfiden sine vinger og dør. Fra skoven ser James sit bryllupsfølge fejre Effy og Gurn, der har fundet hinanden efter James' forsvinden.
Således er danske August Bournonvilles udødelige balletklassiker en lige så udødelig ærkefortælling om kærlighedens magt og skrøbelighed. Om den eksplosion af lyserødt, som pludselig kan ramme os, og hvordan den kan forsvinde igen lige så eksplosivt, hvis vi ikke er nænsomme.
Jordiske sylfider
”Sylfiden” havde urpremiere på Det Kongelige Teater, og der har den spillet med jævne mellemrum i tæt på 200 år. I denne udgave er det balletmester Nikolaj Hübbe, der har koreograferet og iscenesat forestillingen efter August Bournonvilles eksempel.
Sammen med scenograferne Mia Stensgaard og Anja Vang Kragh har Hübbe lagt vægt på James' drømmesyn. Det er i hvert fald, hvad programmet fortæller os.
Rent scenografisk bliver sylfidens univers – særligt skoven – også særdeles drømmende. De blomstrede dekorationer på tynde og transparente materialer står i stærk kontrast til James' dunkle bondehus med tunge, mørke gardiner.
Mindre drømmende bliver sylfiderne. Der er noget underligt tungt over både titelrollen og korpset af sylfider, når de springer lavt hen over gulvet og næsten konsekvent lander igen med et bastant bump. Som overjordiske væsener med vinger får de et utrolig menneskeligt forhold til tyngdekraften.
Storslået musikoplevelse
Og vi ved jo, at disse sublime dansere ellers er i stand til at ophæve tyngdeloven. Det formår Jón Axel Fransson også at gøre denne premiereaften, hvor han danser rollen som James. Han fylder både scenegulvet og luftrummet over scenen, han oser af maskulinitet, og hans kilt blafrer af ren og skær forelskelse.
Trods tyngden i ballerinaskoene formidler Ida Praetorius sin sylfide fremragende og særdeles betagende, ligesom også Astrid Elbo forfører os som forreste sylfide i korpset med sit bedårende smil og sine lange, fejende arme.
Der er ikke meget dans i hekserollen Madge, men Kizzy Matiakis spiller rollen herligt ekspressivt og næsten dæmonisk. I sammenligning med hende fremstår resten af besætningen temmelig anonym.
Og apropos anonymitet, så lægger vi mærke til musikerne, der ellers sidder og gemmer sig i orkestergraven. Det Kongelige Kapel spiller H.S. Løvenskjolds musik varieret og levende med sirlige strygere og blodrige blæsere. Den musikalske ledsagelse under ledelse af David Levi bliver aftenens største oplevelse.
“Sylfiden” spiller på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, til den 25. november 2020.
Koreografi og iscenesættelse: Nikolaj Hübbe efter August Bournonville | Musik: H. S. Løvenskjold | Medvirkende: Ida Praetorius, Jón Axel Fransson, Kizzy Matiakis, Benjamin Buza, Stephanie Chen Gundorph, Maria Bernholdt, Birgitta Lawrence, Astrid Elbo m.fl. | Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard | Lysdesign: Åsa Frankenberg | Dirigent: David Levi | Orkester: Det Kongelige Kapel | Produceret af: Den Kongelige Ballet, Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
