Dramatiker Peter-Clement Woetmann debuterer med klassisk ‘krigsteater’ i en postmoderne, 90’er-agtig iscenesættelse af Annika Silkeberg.
★★★☆☆☆
Aarhus Teaters nye husdramatiker, Peter-Clement Woetmann, som er uddannet forfatter fra Forfatterskolen i 2006, debuterer som dramatiker med forestillingen “Til mine brødre”. Den umiddelbare fornemmelse af hans dramatiske værk er, at det er en sand lyriker, der er kommet til teaterscenen. Forestillingen rummer – både i tekst og iscenesættelse – en høj grad af musikalitet og rytme, og teksten evner, i samspil med den svenske instruktør Annika Silkeberg, at flyde friskt og frodigt ind i øregangene. Rent auditivt har “Til mine brødre” store kvaliteter – ikke mindst takket være et særligt gennemført og formfuldendt lyddesign af Ise Klysner Kjems og Kim Glud.
Når det er sagt, så er der mange grundlæggende egenskaber, der halter i forestillingen. “Til mine brødre” tager udgangspunkt i en historie om en kvinde, hvis bror blev udstationeret i én af Danmarks krige, men vendte skadet hjem. I fragmenter belyses krigen i form af faktuelle informationer om Folketingets beslutningsforslag om at gå i krig, et blik på de unge mænd med våben i hænderne, en scene om retorikken i hæren, og en fortælling om en helt særlig dag i en 22-årig soldats liv som udstationeret. Temaet om de unge mænd i krig – hvad de ofrer, hvad de risikerer, hvad de tror på og håber på – er indiskutabelt et aktuelt tema, som har været aktuel siden december 2001, hvor vi allierede os med USA i krigen mod terror, og det vil være lige så aktuelt, så længe vi deltager i en hvilken som helst krig, væbnet konflikt eller fredsbevarende indsats.
Med andre ord er det vigtigt, at den slags dramatik får plads på teaterscenerne, men det er samtidig også et tema, der er behandlet mange gange før på mange forskellige måder. Og som sådan fejler “Til mine brødre” desværre. Der blev skildret, men ikke spurgt. Der blev berettet, men ikke behandlet. Vi har ikke set en ‘krigsforestilling’ i aften, som bidrager med noget, vi ikke tidligere har set eller hørt – såvel på teatret som i film, tv-serier, nyhederne, popsangene eller på museerne.
Foto: Rumle Skafte
Samtidig er Annika Silkebergs iscenesættelse, omend musikalsk, fuldstændig uden sammenhæng med dramatikken. Skuespillerne traver rastløst frem og tilbage, op og ned, umotiveret og uforståeligt. De dramatiske situationer bliver holdt ud i strakt arm, som var de rådne kyllingekadavere, som ingen havde lyst til at røre ved. Og denne fremmedgørelse af teksten bliver kun understreget af de postmodernistiske videoprojektioner og mikrofonteater, som vi allerede begyndte at blive trætte af, før krigen brød ud. Det sker kun sjældent, at den slags mediebrug fungerer omfavnende, berigende og naturligt for forestillingens helhed, og her lykkes det ikke.
Men “Til mine brødre” har som dramatik et klart tema, et klart budskab og et klart mål. Forestillingen har et dygtigt hold af medvirkende, og fortællingen er tilrettelagt dynamisk igennem de 75 minutter. Og selvom forestillingen som helhed er lidt tynd, så dukker der pludselig i scene op, hvor alle kræfter arbejder sammen: Iscenesættelse, dramatiker og skuespiller taler samme sprog, og fortællingen har mærkbar betydning for dramatikeren selv, publikum som helhed, scenekunsten i almindelighed og samfundet i særdeleshed. Det er scenen med den 22-årige soldat, der har sit livs lykkeligste dag, da han lykkes som soldat og menneske, mens han dræber fjender og får alle sine kammerater med hjem i live. Michael Lundbye Slebsager spiller denne scene så nærværende og helt uforstyrret af tid, rum og andre distraktioner. Det bliver et uventet rørende øjeblik i forestillingen.
Forestillingen har således flere kvaliteter, og det er ikke nogen uinteressant debut for Woetmann. Sprogets lyriske egenskaber ser i hvert fald ud til at blive prioriteret hos ham som dramatiker, mens han i midlertid blot må vente på en instruktør, der formår at gribe hans tekst fremfor at distancere sig fra den.
“Til mine brødre” spiller på Aarhus Teater Studio ind til den 19. marts 2016.
Dramatiker: Peter-Clement Woetmann | Iscenesættelse: Annika Silkeberg | Medvirkende: Michael Lundbye Slebsager, Kjartan Hansen, Julie Buch-Hansen, Christian Hetland og Matias Hedegård Andersen | Scenografi, video og kostumer: Igor Vasiljev | Teknik: Ise Klysner Kjems og Kim Glud
Del med dit netværk
