“Techno is Queer”

Aarhus Teaters og Fors Works‘ teaterperformance “UNTZ-UNTZ-UNTZ” giver os et lærerigt og væsenligt indblik i techno- og rave-kulturen.

★★★★☆☆

Untz-untz-untz! Det er lyden af et taktfast beat fra elektroniske instrumenter, men også lyden af en kulturel bevægelse, hvor technofester og såkaldte raves danner rammen omkring timevis af dans og en dyrkelse af den ultimative frihed.

Når det pumper fra højtalerne, og når lamper og lasere blinker igennem det mørke og røgfyldte lokale, og når hundredvis af mennesker danser i samme takt omkring dig, så bliver sanserne overstimulerede, og kroppen og tankerne giver slip.

Techno er ikke kun en musikgenre, men også et stof, der får dig ud af kroppen og ind i en kollektiv stemning. Og det er præcis, hvad koreograf Martin Forsberg og performer Nastia Ivanova skildrer i performanceforestillingen ”UNTZ-UNTZ-UNTZ” på Aarhus Teater.

Techno-teori

Forestillingen er opbygget i to halvdele. Først holder den russiske performer Nastia Ivanova et helt klassisk foredrag om technoens historie og ophav og ikke mindst om de politiske og samfundsmæssige begivenheder, der dannede grundlag for technoens opståen i begyndelsen af 1980’erne.

»Techno is queer,« siger Ivanova i sit foredrag. Med stor naturlighed fortæller hun om det store dansegulv, hvor du har friheden til at være den, du er, og gøre, hvad du vil, så længe du ikke skader andre. Her er racisme, sexisme og homofobi helt utænkeligt. Det er musikkens beats, der er i fokus – og målet er at slippe ud af kroppen og ud af virkeligheden.

Efter foredraget går vi til den anden scene, hvor Ivanova danser midt i rummet til technomusikken. Over den følgende halve times tid kan vi langsomt lade os opløse i musikken, lyseffekterne og den fælles stemning. Det bliver ligesom en praksisøvelse oven på teoritimen.

Teater om kultur

Man må først og fremmest lette på kasketten over, at Aarhus Teater med dette projekt undersøger grænselandet imellem performanceteater og moderne dans. Den slags eksperimenter bør netop også kunne foregå på de store teatre.

Derudover udvider forestillingen vores forståelse af en subkultur, hvilket vi både kan relatere til og tage ved lære af i dag. Og så er forestillingens budskab om en omfavnende queer-kultur ikke mindre aktuelt i dagens Danmark, end det var i 1980’erne.

Underholdningsværdien samt kvaliteten af den helt konkrete iscenesættelse af forestillingen som performanceteater kan klart diskuteres. Foredraget bliver lidt for meget folkeuniversitet, og ravet kommer aldrig rigtigt i omdrejninger. De to halvdele ville uden tvivl have fungeret bedre som to individuelle events i en anden kontekst. Men det gør jo ikke indholdet mindre væsentligt.