På 39. sæson er Crazy Christmas Cabaret mest for de indviede

År efter år vender publikum tilbage til det engelsksprogede Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli, der dyrker sit kultagtige koncept.

★★★☆☆☆

For mange er den årlige Crazy Christmas Cabaret blevet en juletradition. Ligesom balletten ”Nøddeknækkeren” eller Stig Rossens julekoncerter er det for andre. Men hvad i alverden er det med denne engelsksprogede skuespillertrup, der trækker publikum tilbage til i Glassalen i Tivoli år efter år – ja, sågar årti efter årti?

Forestillingen, der i år har fået titlen ”Who Killed Don Calzone” og er en fortsættelse af sidste års Miami Mafia-historie, er nok genremæssigt tættest på et syngespil. Der er en simpel handling, let komik og sange imellem scenerne. Men vi er ikke blevet lovet et muntert syngespil. Vi er blevet lovet en crazykomisk farce, og dét får vi ikke.

Min ledsager måtte sidde og læse i programmet for at holde sig vågen under forestillingen. Jeg selv lod indimellem øjnene feje hen over publikum, hvor jeg især bemærkede fraværet af grin. Til gengæld var der masser af smil og kærlige blikke op mod scenen. Og det er jo gevinsten ved et koncept, der nu kører på 39. sæson, og som år efter år dyrker de genkendelige karakterer og faste gimmicks, så det bliver lige så forudsigeligt som den årlige familiejulefrokost.

Vi læner os frem i sæderne, når Andrew Jeffers som den italienske Mama Calzone vil fortælle os en hemmelighed. Vi rejser os, når hun modtager et opkald fra dronning Margrethe. Vi buh’er og jubler på de rigtige tidspunkter. Og i mange tilfælde sker det, før de medvirkende når at bede os om det. Sådan kender man et stampublikum.

Man kommer med andre ord ikke uden om, at London Toast Theatre, der står bag Crazy Christmas Cabaret, har skabt er stålsolidt koncept, som publikum elsker.

Når Vivienne McKee går på scenen med sin glansrolle, Dr. Bent van Helsingør, der oversætter danske floskler direkte til engelsk, så ”nyde det i fulde drag” bliver til ”enjoy it in full drag”, så er det også aldeles morsomt. Og Andrew Jeffers excellerer disciplinen mand-i-dametøj, hvor han særligt i sine soloscener beviser sig som veltimet komiker.

Men man kommer heller ikke uden om, at forestillingen kunne have været sjovere. På manuskriptplan er det kun nogle fjollede ordspil og småabsurditeter, der får os til at le indimellem, hvilket bliver temmelig endimensionelt. Og de medvirkende overspiller mange af karaktererne i en grad, der punkterer situationen og holder det store grin tilbage.

Rent musikalsk får det lille tremandsorkester med Stuart Goodstein i spidsen relativt meget lyd ud af de få instrumenter. Men flere af sangene, der er et udvalg af hits fra 1990’erne, hvor forestillingen foregår, bliver underligt sløve i tempoet. Og selvom der findes et par dygtige sangere i ensemblet, så bliver den samlede oplevelse af sangene desværre for broget vokalt.

Denne anmelder forstår godt, hvorfor det faste publikum elsker både konceptet og ikke mindst de medvirkende. Vi er i godt og nærmest familiært selskab, og som tilbagevendende publikummer bliver det som at være med i en særlig klub. Men er man ude efter et godt grin med hurtigt afkast, så findes der altså mere oplagte alternativer.

“Who Killed Don Calzone” spiller I Glassalen i Tivoli til den 14. januar 2023.

Tekst og iscenesættelse: Vivienne Mckee | Medvirkende: Vivienne Mckee, David Bateson, Andrew Jeffers, Katrine Falkenberg, Kevin Kiernan-Molloy, Mikkel Hoé Knudsen og Claus de Lichtenberg | Scenografi og kostumedesign: Kirsten Brink | Kapelmester: Stuart Goodstein | Koreografi: Peter Friis | Lysdesign: Malthe Haugaard | Lyddesign: Claus Wolter | Produceret af: London Toast Theatre

Del med dit netværk