Tilde Knudsen om “Alice i Eventyrland”

“Alice er for mig et barn, der både vil forstå og give slip”

fortæller om arbejdet med og tankerne bag soloforestillingen “Alice i Eventyrland”, der har premiere næste uge.

Lørdag den 11. juli 2020 har premiere på soloforestillingen “Alice i Eventyrland” på Teater Møn, hvor den spiller til den 18. juli 2020.

Her kan du læse, hvad , der er skuespiller og kunstnerisk leder, siger om forestillingen:

Hvordan skiller jeres “Alice i Eventyrland” sig ud fra andre teaterversioner?

Hele forestillingen bygger på nogle kostumeelementer, som den engelske kostumier Susan Marshall har udformet. Grundidéen var at lade kostumerne og ikke historien komme først. Alice-fortællingen er først kommet til efterfølgende. Det var kostumeelementerne, der pegede i dén retning, efter at have arbejdet med dem frit i nogle dage.

Alice i Eventyrland - Asterions Hus
. Foto: Emile Carlsen

Derudover er det en solo, hvor jeg både spiller Alice i egen figur og som dukke og transformeres til alle de skabninger, som hun møder. Så indimellem er vejen glidende eller dobbelttydig som i en drømmetilstand, hvor man kan være alle på én gang.

For at holde os til en ramme, og ikke bare flyde frit i transformationerne, har vi nogenlunde skematisk holdt os til rækkefølgen af de karakterer, hun møder, men ellers er narrativet meget frit og ovenikøbet ordløst. Som at være midt i drømmen, transformationen, hvor logikken ophører, hvor alle spring i tid og sted kan forekomme, og man selv kan være flere karakterer samtidigt.

Grænserne for, hvornår Alice-karakteren er på banen, er flydende. For er det hende, der transformeres? Eller er det transformationen, der bliver til hende?

Hvorfor er det en vigtig fortælling lige nu?

Som vi skriver, er det en hyldest til fantasien og anarkiet, hvor vi gerne vil understrege vigtigheden af at træde væk fra læringsmål og udviklingstrin. Vi vil hellere forvirre end afkode.

Alice er for mig et barn, der både vil forstå og give slip. En der går på tværs, som både er streng og høflig, og som bliver ved med at kradse i overfladen og spise kagerne, fordi hun ikke kan lade være. Hun er nysgerrig og ustoppelig og finder sin helt egen logik. Kaster sig ud i muligheder, stiller spørgsmål, og lader sig forføre.

Den rejse er beundringsværdig og kalder på at blive ved med at gå sine egne veje.

Hvad håber du, at publikum får ud af at se forestillingen?

Jeg håber først og fremmest, at de kommer ud med mange forskellige fortællinger om Alice og ikke genfortæller den samme historie. At deres møde med forestillingen bliver personligt og ikke en følelse af at have forstået den rigtigt. Netop det, tror jeg, mange af de mindre børn vil klare helt uproblematisk og ikke føle, at de skulle have set noget anderledes eller have misforstået noget.

Fantasien ligger bestemt ikke kun hos mig i min søgen efter, hvad materialet kan, men hvilke rejser publikum selv kommer på. Måske er fabeldyret for nogen en elefant, måske for andre et mareridt, for nogle en skabning, der skal passes på, og andre får mindelser om en identitetskamp eller en spejling. Enten i noget man genkender, eller aldrig har set før.

Og så håber jeg, at de kommer på en rejse i undersøgelsen og overraskelsen og opdager, at ting ikke umiddelbart er, hvad de ser ud til at være.

Hvad er du personligt mest begejstret for ved forestillingen? 

At materialet i den grad forærede mig veje, jeg frit kunne gå ud ad. At jeg bare skulle lade mig rive med, at der så hurtigt opstod scener, situationer, som jeg bare skulle forfølge.

Alice i Eventyrland - Asterions Hus
. Foto: Emile Carlsen

Der var så mange uudtømmelige muligheder, så det var en helt ustoppelig kreationsproces. Siden har det store arbejde været at tæmme materialet, at få det, der i første omgang kom så let, til at bevare sin lethed. At få materialerne til at makke ret, da det er så bevægeligt og levende et materiale, at det kan være svært at tæmme. Men da jeg efter mange gange fandt rytmen og grebet, kom der hele tiden små nye overraskelser som fraktaler, der folder sig ud.

Hvilke andre forestillinger minder den dig om?

Jeg har ofte sagt, når jeg starter en proces, at jeg vil stjæle med arme og ben, og lade mig inspirere af ting, jeg har set alle mulige andre steder. Og når jeg gør det med fuldt overlæg, bliver det oftest de mest personlige og særlige, fordi jeg selvfølgelig går ind i dem på min helt egen måde og tager afsæt i inspirationen uden at kopiere og uden at tænke på at skulle være dybt original. På den måde får jeg følelsen af at kunne tage fat i materialet med hele kroppen og intellektet uden at passe på at træde nogen over tæerne og have ærefrygt.

Jeg har her både følt, at jeg var på besøg hos Carte Blanche, Cirk Invisible, Mummenschanz, Peeping Tom, CoisCéim Dance, for blot at nævne nogle af dem, som inspirerer.

Hvad tror du, at publikum vil kunne huske bedst fra forestillingen om fem år?

Det vil selvfølgelig være dybt individuelt, men jeg tror de vil huske nogle øjeblikke og momenter, hvor de blev overraskede over, at der kom noget, de ikke forventede. Og blandingen af det simple og komplekse.

Måske vil de huske en karakter, som særligt trådte frem. Brudstykker. Jeg tror ikke, at mange vil kunne gengive forløbet. Men fornemmelsen af transformationerne. Og nok også farven hvid, og hvad et enkelt stykke papir kan skabes om til.

Del dette indlæg