Peter Langdal har nyfortolket Goldonis klassiker med selvironi og fuld skrald på de underholdende indslag. En Tjener for To på Betty Nansen Teatret er gymnastik for lattermusklerne – men kun for lattermusklerne.
★★★★☆☆
Kan man egentlig have to arbejdsgivere, spørger Linda P retorisk sit publikum. Ikke noget særligt aktuelt spørgsmål i dag, hvor mange dobbeltjobber, og endnu flere skraber månedslønnen sammen som freelancere. Så hvad er egentlig forestillingens berettigelse? Her får vi et frirum til at grine af karakterernes ulykke, uden at vi selv skal erkende noget. Det er en god aften for underholdningen, mens scenekunsten holder fri.
Peter Langdals mangeårige erfaring som iscenesætter mærkes tydeligt i forestillingen. Forløbet er perfekt doseret. Vi får et behageligt smil på læben, når en af de gode, gamle klassikere bliver sunget trestemmigt af det bastante mandskor, bestående af Ole Thestrup, Per Pallesen og Mads M. Nielsen. Ren og skær nydelse, og Peter Langdal ved, hvordan han skal dreje på knapperne. Men sangene har ingen sammenhæng med historien, og de kan højst betragtes som festlige indslag eller pausemusik til kulisseskiftene.
Foto: Ulrik Jantzen / Das Büro
Forestillingen er i sin helhed hæsblæsende. Der går ikke mange sekunder imellem grinene, og skuespillerne flyver imellem komik, mimik, dans, sang og dramatik. Vi ser sågar et par ballettrin hist og pist. Falde på halen-komikken er i højeste gear. Sjældent har man set en flæskesteg blive kastet så meget rundt i luften, og lige så sjældent har man set en så distræt morder yde førstehjælp til en halv meter høj budding på et sølvfad.
Det veloplagte ensemble
Linda P er på vej til at blive et fænomen i Danmark. Publikum går ind med en forventning til, hvad hun har at byde på, og i Betty Nansen Teatrets foyer er de fleste på fornavn med Linda. Hun er ubetinget en af Danmarks bedste stand-up-komikere, og i rollen som tjeneren i En Tjener for To er hun perfekt, når hun er, som hun er. Man kunne få lyst til at spørge, om hun kan andet. Men Linda P er unik som komiker, og derfor præsterer hun noget i denne forestilling, som ingen anden komiker eller skuespiller kunne have præsteret.
Foto: Ulrik Jantzen / Das Büro
Selvironien tager fart på scenen, og indimellem kommer de komiske referencer. Iben Hjejles karakter Rebecca siger, at hun ikke kan lide at få breve, fordi det enten er en rudekuvert, eller et brev fra et ugeblad om, at ens mand er stukket af med en 24-årig mulat. Måske er det utilsigtet, men når Vicki Berlin, der i 2007 deltog i Vild Med Dans, danser kluntet til latinamerikanske rytmer, synes det også vidunderligt selvironisk.
Anders Juul spiller hamrende dramatisk, og han kan erklære sin kærlighed så overvældende, at andre Shakespeare-skuespillere blegner – og fra sidelinjen bliver også bemærket, at han går efter en Reumert. På et tidspunkt bliver farcen dog for meget for den unge Anders Juul, der kalder Betty Nansen Teatret for et papmaché-teater, som ikke er værdig til en skuespiller, der, som han, har været på tv.
I alle henseender et vidunderligt cast i en forrygende humoristisk opsætning, og den kan anbefales til alle, der vil have et alternativ til stand-up-showet eller biografturen. Er du glad for Ibsen eller Tjekhov, så forbered dig på en helt anden slags teateroplevelse!
Forestillingen spiller på Betty Nansen Teatret ind til den 14. April 2013.
Del med dit netværk
