Skuespillerne var strålende i Aarhus Teaters “Dans under høstmånen”, men scenografien og iscenesættelsen var uinteressant.
★★★☆☆☆
Instruktør og teaterdirektør Mick Gordon kalder det irske drama “Dans under høstmånen” et mesterværk. Værket er skrevet af den irske dramatiker Brian Friel, og det tager udgangspunkt i en lille landsby i Irland. I Mick Gordons iscenesættelse er også scenografen irsk, og både koreografen og lysdesigneren er brittiske. Så geografien skulle i hvert fald stemme.
Når det er sagt, så er manuskriptet utvivlsomt ret genialt, og ikke mindre genialt oversat af Kasper Hoff. Replikkerne er isoleret set både poetiske, morsomme, flydende, indtrængende og forførende. Og når vi efter forestillingen spørger os selv, hvad det her handlede om, så tænker man ved sig selv, at det handler om både alting og ingenting. I bund og grund er forestillingen en vandring ind i en nostalgiskromantisk erindring om, hvordan den tyngende barndom og opvækst – alle de triste skyggesider fra en broget opvækst i en fattig og halvskør familie – bliver overskygget af minderne om en melodi fra en radio. Ganske smukt og, ja, poetisk.
Foto: Rumle Skafte
Men selve iscenesættelsen er ikke forestillingens store force. Måske har man valgt at iscenesætte lidt for meget efter bogen, og lidt for lidt efter sin kunstneriske intuition. Eller måske har idéerne på tegnebrættet været for svære at slippe i prøveforløbet. Kun i glimt får vi forestillingens vanvid at se, og kun i få øjeblikke mærker vi for alvor dramatikerens samspil mellem humor og følsomhed.
Scenografien er skabt af Ferdia Murphey, og den er om ikke andet en oplevelse. Et kolossalt virvar af forskellige linjer og konventioner. Så skrå og rund og grøn og græsbeklædt, at den skriger efter opmærksomhed. Så legesyg og drillende, at den bliver en smule kedelig og forudsigelig. Man kan nogle prøve så meget, at det virker for lidt. Men som altid på Aarhus Teater en velproduceret scenografi, hvor kunstigt græs og kunstige planter trods alt stråler af liv.
På skuespillersiden finder vi forestillingens højdepunkter. Især Ene Øster Bendtsen brillerer som forestillingens kluntede søster, og Bue Wandahls bløde stemme pryder fortællerrollen. Kim Veisgaard, der spiller rollen som Fader Jack, spiller den gamle, glemsomme og malariaramte præst lige så bevægende, som han spiller den raske, muntre og energiske Fader Jack lidt senere i forestillingen.
Foto: Rumle Skafte
Samspillet mellem de fem søstre, spillet af Trine Pallesen, Laura Drasbæk, Marie Louise Wille, Ene Øster Bendtsen og Sicilia Gadborg Høegh, er det hele værd. Tilsammen kombinerer de frustrationer, bitterhed, kærlighed og håb i enorme dimensioner, uden at de overspiller hinanden. Tværtimod trækker de nærmest hinanden op og ned i følelsesspillet, så det hele er både dynamisk og levende. Det kræver en exceptionel god fornemmelse for hinanden på scenen.
“Dans under høstmånen” spiller frem til den 17. maj 2014 på Aarhus Teater.
Iscenesættelse: Mick Gordon | Medvirkende: Trine Pallesen, Marie Louise Wille, Laura Drasbæk, Ene Øster Bendtsen, Sicilia Gadborg Høegh, Bue Wandahl, Kim Veisgaard og Holger Østergaard | Manuskript: Brian Friel | Oversættelse: Kasper Hoff | Ferdia Murphy | Koreografi: Sally Brooks | Lysdesign: Mark Howland
Del med dit netværk
