ANMELDELSE: Dans under høstmånen, Aarhus Teater

Skuespillerne var strålende i Aarhus Teaters “Dans under høstmånen”, men scenografien og iscenesættelsen var uinteressant.

3 af 6 stjerner

Instruktør og teaterdirektør Mick Gordon kalder det irske drama “Dans under høstmånen” et mesterværk. Værket er skrevet af den irske dramatiker Brian Friel, og det tager udgangspunkt i en lille landsby i Irland. I Mick Gordons iscenesættelse er også scenografen irsk, og både koreografen og lysdesigneren er brittiske. Så geografien skulle i hvert fald stemme.

Når det er sagt, så er manuskriptet utvivlsomt ret genialt, og ikke mindre genialt oversat af Kasper Hoff. Replikkerne er isoleret set både poetiske, morsomme, flydende, indtrængende og forførende. Og når vi efter forestillingen spørger os selv, hvad det her handlede om, så tænker man ved sig selv, at det handler om både alting og ingenting. I bund og grund er forestillingen en vandring ind i en nostalgiskromantisk erindring om, hvordan den tyngende barndom og opvækst – alle de triste skyggesider fra en broget opvækst i en fattig og halvskør familie – bliver overskygget af minderne om en melodi fra en radio. Ganske smukt og, ja, poetisk.

Trine Pallesen Foto: Rumle Skafte
Trine Pallesen
Foto: Rumle Skafte

Men selve iscenesættelsen er ikke forestillingens store force. Måske har man valgt at iscenesætte lidt for meget efter bogen, og lidt for lidt efter sin kunstneriske intuition. Eller måske har idéerne på tegnebrættet været for svære at slippe i prøveforløbet. Kun i glimt får vi forestillingens vanvid at se, og kun i få øjeblikke mærker vi for alvor dramatikerens samspil mellem humor og følsomhed.

Scenografien er skabt af Ferdia Murphey, og den er om ikke andet en oplevelse. Et kolossalt virvar af forskellige linjer og konventioner. Så skrå og rund og grøn og græsbeklædt, at den skriger efter opmærksomhed. Så legesyg og drillende, at den bliver en smule kedelig og forudsigelig. Man kan nogle prøve så meget, at det virker for lidt. Men som altid på Aarhus Teater en velproduceret scenografi, hvor kunstigt græs og kunstige planter trods alt stråler af liv.

På skuespillersiden finder vi forestillingens højdepunkter. Især Ene Øster Bendtsen brillerer som forestillingens kluntede søster, og Bue Wandahls bløde stemme pryder fortællerrollen. Kim Veisgaard, der spiller rollen som Fader Jack, spiller den gamle, glemsomme og malariaramte præst lige så bevægende, som han spiller den raske, muntre og energiske Fader Jack lidt senere i forestillingen.

Kim Veisgaard Foto: Rumle Skafte
Kim Veisgaard
Foto: Rumle Skafte

Samspillet mellem de fem søstre, spillet af Trine Pallesen, Laura Drasbæk, Marie Louise Wille, Ene Øster Bendtsen og Sicilia Gadborg Høegh, er det hele værd. Tilsammen kombinerer de frustrationer, bitterhed, kærlighed og håb i enorme dimensioner, uden at de overspiller hinanden. Tværtimod trækker de nærmest hinanden op og ned i følelsesspillet, så det hele er både dynamisk og levende. Det kræver en exceptionel god fornemmelse for hinanden på scenen.

“Dans under høstmånen” spiller frem til den 17. maj 2014 på Aarhus Teater.


Iscenesættelse: Mick Gordon | Medvirkende: Trine Pallesen, Marie Louise Wille, Laura Drasbæk, Ene Øster Bendtsen, Sicilia Gadborg Høegh, Bue Wandahl, Kim Veisgaard og Holger ØstergaardManuskript: Brian Friel | Oversættelse: Kasper HoffScenografi & kostumer: Ferdia Murphy | Koreografi: Sally Brooks | Lysdesign: Mark Howland

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.