Dirrende velspillet, men ”Mødrenes hus” lander ikke rigtigt

Vi savner et formål og nogle klare valg i teaterversionen af Liv Nimand Duvås roman ”Mødrenes hus”, som derudover har meget godt at byde på.

★★★★☆☆

Bøger skal åbenbart stadig ses i teatret. Sådan ser det i hvert fald ud på teaterprogrammerne. Og man kan undre sig over, at så mange af landets teatre sæson efter sæson vurderer, at litterære forfattere har mere at byde på til scenen, end dét væld af dygtige dramatikere, vi brænder inde med.

Henrik Szklany, der netop er nomineret til Teaterpokalen for sin trilogi ”Henvendelse Anita” på Aalborg Teater, er et eksempel på, at dramatikerne kan skrive historier, der er ægte, vedkommende, gribende og skabt til scenen. Jo, vel er der gode eksempler på teaterforestillinger, der er kommet ud af litteraturen, men det bekymrer mig indimellem, hvilke nye teatermanuskripter, vi risikerer at gå glip af.

Bekymringen dukker op igen efter at have set monologen ”Mødrenes hus” på Mungo Park i Allerød. Forestillingen er baseret på Liv Nimand Duvås roman fra 2022 med samme titel. Og den bearbejdet og iscenesat for Mungo Park af Nina Rudawski.

Bogen handler om en dramatisk fødsel, der varer flere døgn, hvor hovedpersonen svæver ind og ud af morfinrus og veer, og hvor forventningen om fødslens naturlighed ender i et akut kejsersnit. Den omhandler også temaer som fødselsdepression, kvindekroppen som ”fødemaskine”, kønsroller og identitet.

Mødrenes hus - Mungo Park - Foto: Rumle Skafte

Men alt dette kommer desværre til at blafre vildfarent i teaterversionen, der ikke rigtigt synes at have et mål. Her får vi en gryderet med lidt af det hele, og man har i iscenesættelsen været mere optaget af at dyrke de surrealistiske scener i bogen, end at få dem til at give mening på scenen.

Når det er sagt, så er det generelt ganske godt teaterhåndværk, vi ser i ”Mødrenes hus” på Mungo Park. Ikke mindst har Casper Døi skabt et overvældende og virkelighedsforvrængende lysdesign, der bogstaveligt talt vækker scenografien til live. Og Nina Rudawski bruger kløgtigt tempo og spænding i sin iscenesættelse, så vores opmærksomhed er fæstnet til scenen i samtlige 80 minutter.

Men først og fremmest er monologen en fjer i hatten for skuespiller Rikke Westi, der her viser et nyt niveau i sine i forvejen imponerende skuespilkundskaber. Det betegnes ofte som skuespillerens maraton at spille en monolog, og denne maraton er hun altså mere end i form til.

Hun kommer grundigt ud i følelsesregistret, men taber ikke troværdighed. Hun lukker bandeord og morsomheder ud i ét væk, men taber ikke intensiteten. Hun formidler sin karakter, men gør den ægte og nærværende. Det nærmest dirrer i salen, da lyset går ud, fordi hendes præstation i sig selv er hele aftenen værd.

Forestillingen spiller i Allerød til den 11. januar 2023.