Eddy er en bøssekarl

Morten Hee Andersen spiller hovedpersonen Eddy i monologen ”Færdig med Eddy” på Betty Nansen Teatret efter romanen af Édouard Louis.

★★★☆☆☆

Édouard Louis var kun 21 år, da han skrev sin selvbiografiske roman ”Færdig med Eddy Bellegueule” (2014), som handler om hans opvækst som homoseksuel dreng i et homofobisk underklassemiljø i Nordfrankrig. Nu sættes den op som teatermonolog på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison på Frederiksberg.

I rollen som Eddy spiller Morten Hee Andersen med drenget charme og humor. Han svajer lidt i hofterne, når han går, og han lader armene feje blidt igennem luften. Hans fysiske karaktertræk, som bogen selv lægger op til, er afdæmpede, men dog tydelige i udtrykket.

Eddy er homo – eller svans eller bøssekarl, som det siges i forestillingen – og åbningsscenen fortæller os, at det er han stolt af. Eller det er han blevet stolt af. I forestillingen følger vi ham igennem hans barndom med en hårdtslående, drikfældig far og en storrygende, uforstående mor, indtil han i slutningen flytter til storbyen for at studere.

Vi får uvægerligt sympati for Eddy, ikke mindst i kraft af Morten Hee Andersens omend noget overklassede portrættering af ham. Og beskrivelsen af Eddys konfliktfyldte opvækst er soleklar, fordi forlægget af Édouard Louis er velskrevet, replikkerne er tro mod oversættelsen af Agnete Dorph Stjernfelt, og formidlingen af teksten er ren og uforstyrret.

Svag begyndelse og stærk slutning

Bearbejdelsen til teater er af Simon K. Boberg i samarbejde med instruktøren Anna Balslev. Iscenesættelsen har strejf af postmodernisme, hvilket passer overraskende godt til formatet. Men desværre bliver det kun brugt sporadisk til at forstærke nogle scener, mens størsteparten af forestillingen er helt klassisk historiefortælling – nærmest højtlæsning.

Især igennem de første 20 minutter tænker vi, at vi vel lige så godt selv kunne have læst bogen i stedet for at gå i teatret og høre den. Men senere i forestillingen kommer der mere kød på iscenesættelsen, ligesom lysdesignet begynder at bidrage til nogle interessante scenebilleder. Her bliver vi langsomt opslugte af historien om Eddy – men vi er også halvvejs igennem forestillingen.

Dét er simpelthen for sent. Især når vi har med en monolog at gøre, der som teaterdisciplin kræver et helt andet arbejde med spænding i iscenesættelsen, end når der er flere skuespillere på scenen, som kan bruge hinanden til at skabe spænding. Spænding kan vi bare ikke undvære.

Men ser vi isoleret på den sidste halvdel af forestillingen, er iscenesættelsen til gengæld ganske smuk, nuanceret, dramaturgisk velovervejet, tempomæssigt varieret og kort sagt lækker. Og sikke en slutning – den fungerer bare!