Døden kan også være et tilvalg

I ”Mæt af dage” på Svalegangen spørger dramatiker Thomas Markmann, om det er muligt selv at bestemme, hvornår og hvordan man vil dø.

★★★★★☆

Karen er ikke ret gammel, hun er ikke terminalpatient, og hun er ikke hæmmet af en uhelbredelig lidelse. Alligevel er hun fast besluttet på at dø. Livet er ikke noget for hende. Ligesom i Christian Lollikes ”Service selvmord” (2006) er det den schweiziske selvmordsklinik Dignitas, der er målet for Karen. Her kan hun få lov at dø ”pænt” og holde sin kæreste i hånden imens.

Men kan man overhovedet få lov selv at bestemme, hvornår man har levet nok? I “Mæt af dage” går vi med Karen i hendes beslutning – ja, vi kommer faktisk helt ind i hendes virkelighed med virtual reality-teknologi.

Det originale i det banale

Døden er banal, og den dyrker de banale følelser som sorg, kærlighed og frygt. I rollen som Karen ser vi Anna Nøhr Tolstrup, der formår – især med detaljerigdom i sin mimik – at gøre det banale i døden originalt.

Albert Stein Ankerstjerne, som spiller kæresten Esben, udtrykker fint den ubegribelige situation at sidde i klemme mellem forståelsen for sin elskedes beslutning og modstanden mod at lade hende gøre en ende på deres fælles liv. Men igennem Karen og Esbens dialoger forstår vi også, at døden ikke nødvendigvis er sidste udvej, men også kan være et tilvalg.

Det er dramatiker Thomas Markmann, der har skrevet teksten, og det er et uhyre præcist og velkonstrueret værk. Med et levende sprog i replikkerne og nogle simple præmisser gør han ”Mæt af dage” til et vedkommende indspark i den etiske debat om assisteret selvmord – og selvmord i det hele taget.

Virtual reality eller virkelighed?

I forestillingen er der to sekvenser, hvor publikum ser scenen fra Karens perspektiv med virtual reality-briller på. Den ene halvdel af publikum ser den første scene, og den anden halvdel ser slutscenen, imens de, som ikke har virtual reality-briller på, ser de medvirkende på scenegulvet.

Men oplevelsen bliver lidt for teknisk og underligt påklistret resten af forestillingen. En teatermedarbejder præsenterer, ligesom stewardesserne i et rutefly, hvordan brillen tages af og på, og mens vi sidder og venter på, at alle er klar, føles det som ventetiden i radiobilerne, mens en tivolimedarbejder render rundt imellem bilerne og tjekker seler, før vi kan køre.

Den største gevinst ved brugen af virtual reality i ”Mæt af dage” er, at vi sætter mere pris på de virkelige mennesker på scenen. De simple, men dog sanselige videooptagelser virker som et fattigt alternativ til det, som de andre får lov at se udspille sig på scenen. Denne anmelder føler i hvert fald, at han gik glip af en slutscene.

Dramatiker: Thomas Markmann | Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen | Medvirkende: Anna Nøhr Tolstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Jakob Hannibal og Kirstine Hedrup | Scenografi: Karin Gille | VR-produktion: Mannd | Lyddesign: Anton Bast | Lysdesign: Anders Kjems | Produceret af: Teatret Svalegangen

Del med dit netværk