Døden kan også være et tilvalg

I ”Mæt af dage” på Svalegangen spørger dramatiker Thomas Markmann, om det er muligt selv at bestemme, hvornår og hvordan man vil dø.

Karen er ikke ret gammel, hun er ikke terminalpatient, og hun er ikke hæmmet af en uhelbredelig lidelse. Alligevel er hun fast besluttet på at dø. Livet er ikke noget for hende. Ligesom i Christian Lollikes ”Service selvmord” (2006) er det den schweiziske selvmordsklinik Dignitas, der er målet for Karen. Her kan hun få lov at dø ”pænt” og holde sin kæreste i hånden imens.

Men kan man overhovedet få lov selv at bestemme, hvornår man har levet nok? I “Mæt af dage” går vi med Karen i hendes beslutning – ja, vi kommer faktisk helt ind i hendes virkelighed med virtual reality-teknologi.

Det originale i det banale

Døden er banal, og den dyrker de banale følelser som sorg, kærlighed og frygt.