”Don Juan” i Skuespilhuset giver først mening til allersidst

Don Juan ender i helvede for sine romantiske udskejelser på Store Scene i Skuespilhuset, men vejen hen til aha-oplevelsen føles for lang.

★★★☆☆☆

De fleste af os har en holdning til Don Juan. Nogle af os bruger navnet i flæng om venner og bekendte, der er lidt for hurtigt ude med kærlighedserklæringerne og lidt for hurtigt ude af døren igen bagefter. For sådan er mestercharmøren og charlatanen Don Juan, der er blevet en klassisk scene-karakter i liga med Medea og Hamlet, og hans adfærd og tvivlsomme moral er i århundreder blevet hyldet af nogle og udskældt af andre.

Don Juan repræsenterer den personlige frihed, når han samvittighedsløst trodser samfundets normer og følger sit hjerte. I hans verden er lidenskaben vigtigere end Gud og ægteskabsløfter. Men til sidst indhenter retfærdigheden ham, og han ender i helvede for sine synder.

Men er han en helt eller en skurk? I instruktør Anna Balslevs opsætning af Molières ”Don Juan” på er det fordømmelsen, der er i centrum. Det bliver især tydeligt til slut, hvor skuespilleren står alene tilbage på scenen, forladt af sine medspillere og nærmest usynlig for de sceneteknikere, der begynder at rydde op og gøre klar til at spille den samme forestilling igen. Ensomt og fanget af evigheden. Sådan må helvede se ud for en skuespiller.

På den måde smelter skuespilleren og rollen sammen, og vi bliver som publikum en del af det samfund og de normer, som han forsøger at frigøre sig fra. Og forsvarer sin hovedrolle, så vi nemt bliver forført af hans syn på kærligheden og finder sympati for ham og hans handlinger, selvom vi også ser, hvordan han efterlader et spor af ulykkelige mennesker bag sig.

Der er desværre for langt hen til den aha-oplevelse, som Anna Balslevs begavede slutning giver os. På vejen dertil ser vi skuespillere, der siger replikker uden retning og motiv, en temmelig bedaget og tilfældig brug af postmoderne virkemidler og en underlig selvhøjtidelighed i udtrykket, der får os til rent at glemme, at var en af historiens dygtigste komedieskrivere.

Men der er bestemt noget at grine ad indimellem, og det er i høj grad de medvirkendes fortjeneste. Særligt er Mathilde Arcel og begge virtuose i forhold til komisk timing af replikker og mimik, og de gør de fleste scener, som de medvirker i, til en sand fornøjelse at iagttage. De er nogle af deres generations sjoveste skuespillere.

Og der er i det hele taget mange styrker i spil hos de medvirkende i ”Don Juan”. Ikke mindst imponerer også med sin fine diktion, der fremhæver de lyriske kvaliteter i teksten.

Men denne anmelder er hæmmet af erfaringen med de samme skuespillere og bevidstheden om, hvad de hver især er i stand til på en scene med de rette forudsætninger, hvilket desværre bidrager til skuffelsen. Kan man se ud over de høje forventninger og de tyndslidte virkemidler og gå til ”Don Juan” med paraderne nede, ja, så er der både underholdning, historiefortælling og eftertanke nok til, at aftenen i Skuespilhuset langtfra er spildt.

Forestillingen spiller i København til den 29. november 2023.


Dramatiker: Oversættelse: Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , og | Scenografi og kostumedesign: Komponist: | Lyddesign: Lysdesign:  | Produceret af:

Del med dit netværk