Team Teatret glemmer virkeligheden

Team Teatrets vandreforestilling ”#Glimt” formidler autentiske livshistorier, men forestillingen er uklar og inddrager ikke virkeligheden.

★★★☆☆☆

Selvom Team Teatrets forestilling ”#Glimt” er flyttet ud af teatret og foregår i boligområdet Brændgårdsparken i Herning, så handler den ifølge teatret ikke om Brændgårdsparken. Den er en genfortælling af »almindelige menneskers ualmindelige historier«.

Dramatiker Brian Wind-Hansen har interviewet borgere i Brændgårdsparken og sammensat en forestilling, der bygger på deres udtalelser. Disse er blevet indtalt af skuespillerne, og vi hører nogle af dem, mens vi går rundt i kvarteret i en lille gruppe – ført an af to frivillige og en højtaler på hjul.

Indimellem stopper vi op ved en sort billedramme eller vinduesramme, hvorigennem vi kan betragte det levende område, mens vi hører forskellige lydbidder. Et par gange på turen møder vi én af skuespillerne, som fremfører en scene for os. Her zoomer vi ind på én bestemt beboers historie.

Hvilken historie vi får fortalt, hvilken skuespiller vi møder, og hvilke steder vi kommer hen, afhænger således af, hvilken gruppe vi ender i, når forestillingen begynder. Og teatret opfordrer selvfølgelig til, at man kommer igen og oplever flere vandringer.

Ind i privaten

Forestillingen er hyggelig og intim, og historierne er autentiske. Derudover er det en helt særlig oplevelse at sidde i en fremmed dames stue og høre hendes dybt personlige historie blive fortalt af en skuespiller, imens damen selv sidder og strikker i køkkenet.

Når det er sagt, så er ”#Glimt” en vandreforestilling, der dels er uklar i konceptet, og dels kun udnytter en brøkdel af sit potentiale.

For hvorfor skal vi overhovedet gå rundt i Brændgårdsparken, når forestillingen ikke er tænkt at skulle handle om Brændgårdsparken? Og hvorfor er der så alligevel inddraget nogle udtalelser, som handler mere om boligkvarteret end om disse personers livshistorier?

For meget teater

Instruktør Rasmus Ask har i høj grad iscenesat forestillingen ved hjælp af teatralske virkemidler. Kostumerne er meget kostumeagtige, lyssætningen er kunstig, og de medvirkende spiller og er iscenesatte på en måde, så vi hele tiden er bevidste om, at vi ser teater.

Teatret har altså ikke bevæget sig ud i virkeligheden, men i stedet møvet sig ind på virkeligheden. Og det er en skam! For en forestilling er bedst, når vi tilfældigvis kan betragte en kvinde, der lufter sin hund, og en ung fyr, der går ned med affaldet.

Grundlæggende er ”#Glimt” en god og veltilrettelagt oplevelse, men hvis man har set, hvordan andre teatre har forvaltet tilsvarende projekter, så er Team Teatrets bud på en site-specific vandreforestilling ikke specielt imponerende.

Dramatiker: Brian Wind-Hansen | Iscenesættelsen: Rasmus Ask | Medvirkende: Sofie Ancher Vea, Olivia Franciska Fevel Borgels, Anders Cornelius Zoffmann og Stig Reggelsen Skjold | Scenografi: Luise Midtgaard | Lyddesign: Andreas Carlsen | Lysdesign: Søren Lydersen | Produceret af: Team Teatret