Hvad er det? En teaternekrolog?
Mammutteatret er tilbage med en nyskrevet forestilling – denne gang om forfatteren Jan Sonnergaard, der åbenbart stadig lever.
★★★☆☆☆
Ligeledes er Helle Dolleris knaldgod og komisk som Gyldendal-Nellie, mens Morten Suurballe er uhyggeligt sær og mystisk som Erich Erichsen.
Maja Ravns scenografi, når vi befinder os på punkværtshuset Floss, skaber en helt særlig stemning i en helt særlig tid – en tid, der måske aldrig har eksisteret, men som vi alligevel føler, at vi kan huske. Og rent konceptuelt er denne del af scenografien gennemført.
Hans venlige væsen
Men dermed ender også opremsningen af forestillingens klareste kvaliteter. For Claus Flygare har skrevet en forestilling, der mildest talt famler i sit projekt. Hvad pokker skal vi med det? Indimellem virker forestillingen mest af alt som en personlig hyldest til forfatteren Jan Sonnergaard – og ikke engang til hans forfatterskab, men til hans venlige væsen. Og for at vi ikke skal kede os ihjel midt i skåltalen, så er forestillingen blevet krydret med en kriminalhistorie.
Midt i det hele opsætter Claus Flygare i rollen som instruktøren en forestilling af Jan Sonnergaard, som to skuespillere i rollerne som skuespillere spiller. Men instruktøren er ikke tilfreds med Sonnergaards manuskript og retter derfor selv i teksten.
Claus Flygare har dermed skrevet en forestilling, hvor han selv spiller en instruktør, der skriver en forestilling. Metalagene ramler sammen, og det er ikke klart, hvad det skal gøre godt for.
Tomhændet fornemmelse
Selv om underholdningsværdien er stor, så går vi altså fra Edison-scenen på Frederiksberg med en noget tomhændet fornemmelse. Hvad skal det sige os? Hvordan skal det gøre os klogere på Jan Sonnergaard og hans forfatterskab?
Der er givetvis en masse genkendelige figurer og passager at hente, hvis man i forvejen er Sonnergaard-fan. Men ellers er det, som om ”Jan Sonnergaard er ikke død” mest af alt henvender sig til et kreativt slæng, som vi som publikum ikke har været en del af.
Iscenesættelsen er man til gengæld sluppet heldigt fra. Det må i forvejen have været en udfordring at gå til en forestilling med så ukonkret et tekstforlæg. Når man samtidig tager i betragtning, at der har været hele tre forskellige i instruktørstolen, så er det i sig selv en præstation, at forestillingen trods alt er endt som en nogenlunde sammenhængende forestilling.
Af: Claus Flygare | Konceptuerende instruktør: Nicolei Faber | Medinstruktører: Sargun Oshana og Jens Jørn Spottag | Medvirkende: Morten Suurballe, Josephine Park, Laura Kvist Poulsen, Anne Vester Høyer, Mads Riisom, Claus Flygare og Helle Dolleris | Scenografi og kostumer: Maja Ravn | Lyddesign: Ditlev Brinth | Lysdesign: Turpin Napoleon Djurhuus | Produceret af: Mammutteatret og Betty Nansen Teatret
Del med dit netværk
