Océane begik selvmord foran 1.000 seere

Over 1.000 mennesker så med online, da franske Océane tog sit eget liv. Nu er historien blevet til forestillingen ”16:29” på Teater Momentum.

★★★★★☆

Kl. 16.29 tirsdag den 10. maj 2016 tog en 19-årig fransk pige ved navn Océane sit eget liv, mens mere end 1.000 mennesker så med på Océanes livestream via det sociale medie Periscope. Den tragiske historie er baggrunden for Anna Malzers forestilling ”16:29” på Teater Momentum i Odense.

Forestillingen er delt i to, hvor den første del består af en klassisk monolog med skuespiller Amira Jasmina Jensen i rollen som Océane. Den anden del er en 30 minutter film med titlen ”NEO-EUROPE” udarbejdet af det tværnationale hiphopkollektiv Capital Fluxus.

Beskrivelse af en generation

De to halvdele fungerer fuldstændigt separate fra hinanden. Men de beskriver begge en ungdomskultur, særligt i de fattigere franske forstæder som dér, hvor Océane boede, men også i de europæiske metropoler.

For hvad er det, der driver en pige som Océane til at begå selvmord? Og hvorfor dele det med fremmede mennesker online? Vi kommer tættere på hendes historie i Anna Malzers monolog, og vi forstår hurtigt det samfundslag, vi befinder os i.

At føle sig ensom og samtidig have mere end 3.000 online-følgere er noget, der hører vores senere generationer til. De virkelige relationer forsvinder, og når man har brug for dem, viser det sig, at de slet ikke er der. Der er meningsløshed og svigt i livet, og de skygger for håbet og mulighederne.

Formidabel iscenesættelse

Anna Malzer, der er kunstnerisk leder på Teater Momentum i denne sæson, står bag både teksten og iscenesættelsen. Og mens teksten er dramatisk og dramaturgisk velskrevet, er iscenesættelsen helt igennem formidabel.

Det er nogle lidt gammeldags, postmodernistiske valg, der er blevet truffet i selve konceptet, men kompositionen igennem forestillingen er velfungerende, stemningen er intens, og skuespillet er formidlende uden at være for praktisk.

Dertil kommer et væld af tekniske løsninger, som er imponerende velintegreret i såvel iscenesættelsen som i scenografien. Der er blødende snitsår, svævende lamper, dampende lagner og blinkende lysstofrør. De provokerer vores sanser uden at tage fokus fra handlingen.

Lidt for meget filmtid

Videoindslaget med Capital Fluxus understøtter en pointe i monologen, men den er også et selvstændigt kunstværk, der udtrykker en tilstand i den europæiske ungdom. Musikken er usædvanligt velproduceret, og filmen er rørende og smuk.

Lidt mystisk bliver det dog at se film i teatret, og måske tjente filmen forestillingen bedre, hvis den blot var en 5-10 minutters epilog i direkte forlængelse af monologen. Men den fuldender forestillingen, uanset om den varer 5 eller 30 minutter.