Årets Reumert tog københavnersnobberiet med til Odense

Fejlslagen Reumert-prisfest giver en klumpet oplevelse og fremstiller samtidigt dansk teater som en snæver kunstart for akademiske spidser.

★☆☆☆☆☆

Det har ved Gud ikke været noget kønt syn at følge det store prisshow Årets Reumert fra sidelinjen, siden Bikubenfonden trak sin millionstøtte i 2018. Særligt ikke da teatrene begyndte at få priser med hjem, de selv havde betalt for.

Derfor er det også glædeligt, at en ny kreds af sponsorer med Odense Kommune, Albani Fonden og Jysk Fynske Medier i front nu har overtaget prisen. Ikke mindst fordi de fik Årets Reumert rykket ud af hovedstaden. Det lader til at være tiltrængt.

For hvor Årets Reumert ellers skulle have været en fejring af dansk scenekunst, så blev det en selvsmagende dyrkelse af det elitære og et tragikomisk eksempel på københavnersnobberi. Nomineringerne var ellers overraskende varierede, men når vinderen skulle udpeges, var der en efterhånden åbenlys favorisering af det snævre fremfor det bedste.

Fejlene stod i kø

Det kom også til udtryk i selve showet, der på alle kanter var så virkelighedsfjernt, at det blev pinligt.

Ikke mindst da Lars Sennels, bestyrelsesformand i brancheorganisationen Dansk Teater, først præsenterede kulturministeren med så positive vendinger, at man bliver bekymret for hans coronahukommelse. Og da kulturministeren efterfølgende levede op til sit lavkulturelle image ved at fejlcitere mundheldet ”Ej blot til lyst” og dernæst takkede scenekunstnerne for kunne klare alting selv. Jamen selv tak.

Under hendes tale forsvandt lyden, hvilket hun selv mistænkte for at være politisk motiveret, indtil lydproblemerne også fortsatte hen over den næste motiveringsvideo.

Fejl var der i øvrigt nok af. Det hele begyndte med en kjole, der ikke kunne lukkes, og derfra gik det ellers stærkt med snublen i manuskriptet og videoafvikling uden timing. Til sidst blev det næsten til et absurd klovnenummer imellem bigbandet og værterne, der afbrød hinanden på skift under afslutningen, fordi ingen vidste, hvem der gjorde hvad.

Det eneste velfungerende på scenen var de fire ekstremt festlige dansere ført an og koreograferet af Kim Ace Nielsen, samt det velspillende TipToe Bigband under spjættende ledelse af Torben Sminge. Men det kan desværre ikke hamle op med alle fejlene og de forkerte – eller manglende – beslutninger.

Teaterfri teaterfest

Man ved ikke hvem, der har truffet valgene denne aften. Hvem besluttede at ansætte Amalie Dollerup og 22-årige Andrea Heick Gadeberg som værter? Den ene er bedst kendt fra tv, og den anden har kun én bemærkelsesværdig musicalrolle i rygsækken. Var der ingen erfarne teaterskuespillere, der havde tid?

Og hvem besluttede, at de underholdende indslag igennem aftenen skulle bestå af opera, en dans fra ”Vita Danica”, et Whitney Houston-hit fra ”The Bodyguard The Musical” und nichts weiter? Hvad med en monolog? En scene fra et skuespil? Eller er den slags teater kun godt nok til statuetter, men ikke til et Reumert-show?

Noget skal ske, hvis Årets Reumert trods udflytningen ikke skal lukke sig helt om sig selv og en snæver top i en ellers mangfoldig teaterbranche. I år fejrede vi i hvert fald ikke scenekunsten, men den scenekunstneriske elite. Og hvis man tror, at det er hele teaterbranchen, så kan man hurtigt få brug for en stadionpølse sammen med kulturministeren.

Værter: Amalie Dollerup og Andrea Heick Gadeberg | Kapelmester: Henrik Sminge | Koreografi: Kim Ace Nielsen | Produceret af: Årets Reumert

Del med dit netværk