Aarhus Teaters “Alice i Eventyrland” trækkes i langdrag
Aarhus Teaters ”Alice i Eventyrland” er trods syrede kostumer, akrobatik og hårdtarbejdende skuespillere en monoton og søvndyssende omgang.
★★★☆☆☆
Alice sidder og laver lektier med sine bøger, der hverken har billeder eller talende dyr. Pludselig dukker en hvid, trippende kanin op på hendes værelse, og den rimer om tid og travlhed, indtil den springer ned i et kaninhul. Og Alice, der er træt af sin søsters formaninger om regler og forventninger, repressalier og konsekvenser, tager chancen og springer efter.
Her begynder Alices eventyr i et vidunderland, hvor tid, sted, størrelse og andre naturlove er sat ud af spil. I det ene øjeblik er hun for stor til at komme igennem en dør, og i det næste er hun i øjenhøjde med en kålorm. Og så er det pludselig, som om man ikke længere ved, hvem man selv er.
Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland” fra 1865 handler dels om at være nysgerrig, men også om at vokse op og skabe sin egen identitet og sine værdier. Den historie får vi også fortalt i Aarhus Teaters version, der dog først og fremmest lykkes visuelt. Mie Riis Christiansens kostumer er syrede og udtryksfulde, og scenografien i rosenhaven med de rødmalede hvide roser, er betagende smuk.
Som et særligt virkemiddel har man hyret artisterne Juliane Bauer og Alex Otto, der foruden at spille udvalgte roller også bidrager med noget, der vel bedst kan beskrives som akrobatik. Hængende i wirer eller stofstykker fra loftet – eller snurrende hen over scenen inden i et hjul – giver de forestillingens udtryk en ekstra dimension.
Og lad mig bare sige, at det er særdeles velkomment, for sikke en sløv omgang, det ellers ville være. Hjemme i Alices stue står tiden stille, mens hun udforsker Eventyrland. Og hos os i teatersalen føles det også, som om alverdens ure er gået i stå.
Alle replikker – og ikke mindst stilheden imellem dem – trækkes i langdrag. Tænkepauserne fylder sommetider mere, end de egentlige dialoger. Og det er ikke, fordi der ikke er nok at sige. Hver eneste tanke i Alices hoved bliver sagt højt, så vi ikke risikerer at skulle tænke en tanke selv.
Måske er det med vilje, at forestillingen skal tages så grotesk meget ned i tempo. I så fald er den søvndyssende musikledsagelse af Alice Carreri, der lyder som baggrundsmuzak på et meditationskursus, et passende valg. Men skal vi virkelig gå i teatret for at lære at kede os?
De medvirkende kæmper ellers ihærdigt for at holde os vågne. Særligt Andrea Øst Birkkjær som Alice og Viktor Pascoe Medom som den hvide kanin prøver at pumpe energi ind i forestillingen. Men hver gang en replik er slut, og de medvirkende holder den næste replik tilbage, som om de prøver at ramme nogle lydløse taktslag i snegletempo, ryger energien på gulvet med et smask.
Som helhed er forestillingen kun lige under middel, fordi der trods alt er en række velfungerende virkemidler og – ikke mindst – et stort hold af dygtige scenekunstnere både på og omkring scenen. Trods det døsige udtryk er Maria Kjærgaard-Sunesen og Simon K. Bobergs iscenesættelse ellers fin og varieret. Men har man tendens til rastløshed, så kan ”Alice i Eventyrland” altså ikke anbefales.
Forestillingen spiller i Aarhus til den 22. december 2021.
Af: Lewis Carroll | Dramatisering: Maria Kjærgaard-Sunesen | Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen og Simon K. Boberg | Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Christian Hetland, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Alex Otto, Juliane Bauer, Kristoffer Eriknauer og Sarah Simone Jørgensen | Scenografi og kostumedesign: Mie Riis Christiansen | Koreografi: Christel Klan Stjernebjerg | Komponist: Alice Carreri | Lysdesign: Súni Joensen | Lyddesign: Lars Gaarde | Produceret af: Aarhus Teater
Del med dit netværk
