ANMELDELSE: Amager Revyen 2025 – Et råb om håb

En holdningsholdig amagerrevy

er rykket til mere rummelige omgivelser, og dem fylder de ud med originale og spydige numre i et musikalsk og farverigt udtryk.

★★★★☆☆

er stadig en relativt ny revy i revylandskabet, men i år er den rykket ind på en større scene i de sydkøbenhavnske selskabslokaler på Markmandsgade, og det er, som om den dermed tager et stort skridt ind i de voksnes rækker. Og revyens berettigelse bliver i den grad konfirmeret i år, hvor både plat underholdning, gode sange og holdningsholdig samtidssatire findes blandt revyen numre. vil ikke kun grines ad.

Teksterne kommer hovedsageligt fra – for denne anmelder – ukendt kant. I hvert fald ikke fra Tordenskjolds soldater, der ellers som regel fylder i revyprogrammerne landet over. Men sikke mange gode bud der er. Særligt bemærkelsesværdige er flere sprogligt begavede numre som „De-sidste-sciple‟ af og og „Tagforeningen‟ af og , der begge imponerer med deres kløgtige leg med ord og udtryk. Også karakteren Ole Sprogøre, der kludrer i vendingerne, er snurrigt digtet og yderst velspillet af .

„Tagforeningen‟, der er et slags beboermøde for Københavns tårne, er i øvrigt et godt eksempel på Amager Revyens styrke dette år, som er veludførte kostumer, halvabsurd humor, velspillede og nuancerede karakterer, samt originale idéer. Og selvom revysæsonen knapt nok er begyndt endnu, så bliver „Tagforeningen‟ formentlig et af denne sæsons mest originale numre.

Desuden imponerer dette revyhold også med fem fine sangstemmer, der absolut understøtter de mange musikalske indslag med solo- og korsang, der sidder lige i skabet. Og musikledsagelsen er fyldig og varieret, selvom orkestrets medlemmer kan tælles på kun to fingre. Kapelmester har virkelig fået revyen til at lyde af noget.

Alle fem medvirkende har sine stjernestunder i revyen. I første akt er især skøn som en moderne udgave af Clara Østø og sangen „Min lysegrønne ø‟, der nu er prepper på Amager. imponerer som tagforeningens leder, det selvhøjtidelige rådhustårn med slidt balkon. Og er nok det stærkeste kort i ensemblet, men gør sig også bemærket som skabet og uoplyst influencer og som mobilafhæng børne-tv-dukke.

og er bestemt revyens bedste solister. Berg synes at have den bredeste pallette af karakterer i sig, og de har alle komiske kvaliteter med en snert af dysterhed nedenunder, hvilket giver en skøn spænding til numrene. Og Nøiers er foruden at være en stærk sanger også i stand til at levere solonumre i klassisk revystil med troværdighed. Ikke mindst bliver den opdaterede version af krisevisen „Vi er alle i samme båd‟, som Helge Kjærulff-Smidt sang i 1944, et stærkt og veludført punktum for revyen i ‚ energiske og spiddende version.

Alt i alt er det en revy, hvor instruktør og holdet har kælet for detaljerne i hvert enkelt revynummer, og hvor det visuelle i både kostumer og scenografi – ikke mindst det overvældende „Alice i Temu-land‟-univers – er særdeles smukt og gennemført. Desværre er der ikke kælet lige så meget for helheden, hvor de fleste af de samtidssatiriske numre synes at være klumpet sammen i begyndelsen og giver en holdningstung start på revyen, og hvor de andre numre også synes at være klasket lidt tilfældigt sammen i resten af forestillingen.

2025 har undertitlen „Et råb om håb‟, og det bliver lidt svært at få øje på håbet, mens råbet især i første akt bliver øredøvende. Heldigvis er revyen pakket ind i gode sange og festlige farver, og der er også flere numre, der trækker gode grin hjem i salen. Og så er der en gennemtrængende kærlighed til Amager, som faktisk er meget charmerende – selv for en ikke-amagerkaner.

Revyen spiller til den 4. maj 2025.


Tekst og musik: , , , , , , , , , , , , , , , m.fl. | Iscenesættelse: Kapelmester: Medvirkende: , , , og | Scenografi: og Koreografi: Lysdesign: Lyddesign: | Produceret af:

Del med dit netværk