Kan vi slå ihjel i den gode sags tjeneste?
Odense Teater opsætter Kjeld Abells klassiske værk “Anna Sophie Hedvig” i en delvist farce-pjattet og spændings-dramatisk iscenesættelse, der bliver lidt for meget af det gode.
★★★★☆☆
I 1939 gik Clara Pontoppidan på scenen på Det Kongelige Teater med titelrollen i forestillingen ”Anna Sophie Hedvig”. Anden Verdenskrig og besættelsen af Danmark stod for døren, og forestillingen synes at være et sidste opråb fra teaterskaberen Kjeld Abell til danskerne, før krigen brød ud, om at gøre modstand imod tyrannen fra syd.
Det er snart 80 år siden, og nu spiller klassikeren på Odense Teater. Denne gang er det Natalí Vallespir Sand, der spiller Anna Sophie Hedvig – en lille og forknyt skolelærerinde, der for at stoppe sin skoleleders tyranni skubber hende ned ad trappen. Tiden vil vise, om forestillingen endnu en gang skal varsle verdenskrig. I hvert fald er forestillingens budskab soleklart: Kæmp for alt, hvad du har kært – og lad det ikke blive ved tomme ord og hensigtserklæringer.
Kjeld Abell er også manden bag blandt andet revykomedierne ”Melodien der blev væk” og ”Dyveke”, og hans komiske-satiriske tone gennemstrømmer ”Anna Sophie Hedvig”. Det er en både underholdende og barsk satire. Den lader os more os, mens den samtidigt blæser i gjallerhornet.
Iscenesættelsen
Instruktør Jacob Schjødt skruer op på alle knapper i denne iscenesættelse på Odense Teater. De komiske scener, der dominerer første halvdel af forestillingen, bliver overdrevent farceagtige, mens anden halvdel bliver særdeles dramatisk. Det er bestemt ikke en fordel for helheden med denne skiften imellem dur og mol. De pjattede scener over for de dramatiske gør os mest af alt irriteret på de pjattede.
Fra højtalerne strømmer igennem hele forestillingen en lydkulisse, der gør farcen endnu mere grotesk. Det er vældigt godt produceret, og det samme gælder scenografien og kostumedesignet, der er holdt i hvide overflader og skarpe kanter, samt stilfulde farvevalg og materialer til kostumerne.
Alt dette bidrager ikke med alverden til forestillingen. Det er fint, flot og festligt, og det har tydelige referencer til 1930’ernes episke teaterform. Men det er også ganske kedelige valg, og intet af det får rigtigt lov at være medfortæller i forestillingen.
To stærke solister i front
Heldigvis løser de medvirkende opgaven – også i kraft af Jacob Schjødts i øvrigt kompetente arrangement: Ensemblet er generelt velspillende, og den visuelle komposition i scenebillederne er af høj kvalitet. Det kommer især til udtryk i scenerne efter pausen.
Forestillingen er ikke mindst båret af titelrolleindehaveren Natalí Vallespir Sand samt Mathias Sprogøe Fletting i rollen som husets oprørske søn, John. Hendes introverte figur i sort og anstændig kjole over for hans ekstroverte og iltre sind med knaldrød jakke, sammenholdt med deres begges fuldkomne naturlighed, gør dem til to elskelige solister på scenen. De kæmper en fælles kamp for medmenneskelighed, men af hver sin årsag. Vi kan lide dem, og det er helt afgørende for dramaturgien.
”Anna Sophie Hedvig” er en klassiker, og når man hører Abells ord, er man ikke i tvivl om hvorfor. Den er smukt skrevet, og Odense Teater sætter den på plakaten på et ubehageligt relevant tidspunkt.
Af: Kjeld Abell | Iscenesættelse: Jacob Schjødt | Medvirkende: Natalí Vallespir Sand, Githa Lehrmann, Mathias Sprogøe Fletting, Anders Gjellerup Koch, Claus Riis Østergaard, Betty Glosted, Peter Gilsfort, Lea Baastrup Rønne, Isa Marie Henningsen, Mette Kjeldgaard Jensen, Kristoffer Helmuth m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Peter Schultz | Lyddesign: Ditlev Brinth | Lysdesign: Simon Holmgreen og Elroy Villumsen | Produceret af: Odense Teater
Del med dit netværk
