Er der plads til en Buster i vores verden?
Buster kan trylle verden til et bedre sted, men hvis man ikke kan sine kommeregler og regnestykker, så bliver man aldrig til noget.
★★★★★☆
Hvorfor er der nogle mennesker, der kan alt, får alt og må alt? Sådan spørger vores hovedperson, den 11-årige Buster Oregon Mortensen fra Brønshøj. Og dén replik er nøglen til ”Busters verden” efter Bjarne Reuters bog, der nu spiller på Odense Teater i Reuters egen teaterversion.
Buster er notorisk uduelig. Det samme gælder hans arbejdsløse, alkoholiserede far, der sæsonvist ernærer sig som gademusikant, og hans farfar, der var kanonkonge i Husum. I matematik kan Buster ikke engang fordele 11 centimeter lakrids imellem to drenge uden først at forære en centimeter væk. Og kommaerne sætter han, men altid forkert.
Til et forældremøde må Busters far berolige den oprørte regnelærer med, at sådan nogle som Buster og ham selv er en uddøende race. Snart vil maskiner overtage deres plads. Og den tragedie – forbilledligt udtrykt af Jens Andersen som Busters far – er der jo en sandhed i.
Men som Nanna Lüders sang det til Bille Augusts filmversion fra 1984, så kan Buster noget, som andre ikke kan; han har nemlig lært at trylle. Og de smil, den livsglæde og den trøst, som han giver til sin omverden, er mere end hokuspokus og kræver større kundskab, end at kunne sine tabeller.
Gode biroller
”Busters verden” på Odense Teater er fuld af gode skuespilpræstationer. Foruden Jens Andersens vidunderlige, tragiske og dog optimistiske skildring af Busters far, så imponerer Louise Bonde også i rollen som den klaverspillende overklassepige Joanna, der på et splitsekund viser os det fængsel af forventninger og facader, hun er spærret inde i, da hun siger replikken: “Jeg er et vidunderbarn.”
Generelt er persongalleriet ellers væsentligt mere komisk, og den funktion udfører alle de medvirkende også glimrende. Særligt lægger vi mærke til Mikkel Reenberg og Claus Riis Østergaard, der i en række karikerede mande- og kvinderoller får os til at grine ad samfundets absurde konstruktioner.
Midt i skænderierne, når Busters far igen er kommet sent, fuld og pengeløs hjem fra kroen, så er det Nadia Jasmin Nielsens søde og betænksomme søster Viola og Natalí Vallespir Sands godhjertede nabokone Fru Larsen, der sikrer stabilitet og kærlighed i hjemmet.
Vigtig for voksne
Emil Veber Rasmussen spiller Buster. Og selvom der må følge et vist forventningspres med rollen, så gør han den i høj grad til sin egen. Han skaber en god balance imellem vildskab og følsomhed, frygt og frygtløshed. Det er en både god og mindeværdig Buster, han giver os i Odense.
Balance er også et nøgleord i Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse, der både rummer stor alvor og plat komik. Vi hygger os gevaldigt i selskab med de fjollede og skæve karakterer, men vi skal også indimellem kæmpe med en klump i halsen. Den kan med andre ord underholde os uden at være bange for smerten.
Nadia Nabils scenografi er et kunstværk i sig selv. Den illustrerer de betongrå omgivelser, som forestillingen foregår i, men den giver også plads til, at solen, månen og stjernerne kan trænge ind. Og den danner rammen om den gennemførte og særdeles seværdige ”Busters verden”, der er for børn, men måske endnu vigtigere for voksne.
Forestillingen spiller i Odense til den 20. oktober 2021.
Forlæg og dramatisering: Bjarne Reuter | Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen | Medvirkende: Emil Veber Rasmussen, Natalí Vallespir Sand, Nadia Jasmin Nielsen, Claus Riis Østergaard, Marie Nørgaard, Anders Skov Madsen, Jens Andersen, Mikkel Reenberg og Louise Bonde | Scenografi og kostumer: Nadia Nabil | Musik og lyddesign: Rasmus Overgaard Bunton | Sangskriver: Tomas Raae | Lysdesign: Simon Holmgreen | Produceret af: Odense Teater
Del med dit netværk
