Pelle Koppel og hans Teater V er udkommet med “Casper Christensen Komplekset”, som ironisk nok byder på adskillige komplekser og udbasunerer ironiens kompleksitet.
★★★☆☆☆
Danmarks befolkning – og måske især den danske mediebranche – har i løbet af de seneste år taget en beslutning om, hvorvidt de elsker eller hader Casper Christensen. Langt de fleste elsker ham, og de, der hader ham, gør det måske mest, fordi de på den måde kan undlade at forholde sig til, at Casper C er én lang succeshistorie, som de færreste kan leve op til. Han er ikke længere bare en af de dér stand-up-komikere. Han er komik i en incorporated-version med ejerskab i natklubber og restauranter, og med en sekretær, der ligner forsiden på M! Magazine.
Forestillingen foregår i receptionen på Casper Christensens produktionsselskab Douglas Entertainment, hvor tre skuespillere møder op til pitch-dag. Skuespillerne optræder med egne navne, og det drejer sig om Anders Juul, Lotte Andersen og Ditte Hansens mand (som Benjamin Boe Rasmussen kaldes i forestillingen). I receptionen sidder skuespilleren Filippa Suenson, som forsøger at arbejde sig op i branchen på den mere alternative måde. Nu føres vi igennem nogle groteske replikudvekslinger i et sitcom-univers med dåselatter og det hele. Det er et sjovt og velfungerende greb, og man kunne bare ønske sig, at replikkerne var lige så sjove, som de var påtænkt.
Lotte Andersen går på scenen med formålet at få fortalt Casper Christensen, hans kolleger og hans publikum, at han er et symptom ligeså irriterende i det danske mediebillede, som snot er det ved en forkølelse. Samtidig sammenligner de unge skuespillere ham med både Søren Kierkegaard og Dirch Passer. Her går Lotte Andersen i baglås, og hun støttes af ‘Ditte Hansens mand’. Den sammenligning er nærmest blasfemisk, mener de, for Dirch ‘ville mere’. Men måske er det ikke nogen helt usand betragtning. Nuvel, der var jo historien om komikeren Casper Christensen, der stjal jokes fra amerikanske komikere. Men hvad fanden – det gjorde Dirch jo også.
Anders Juul er den unge, håbefulde skuespiller, der fremfører stribevis af verbale knæfald for Casper Christensen. Han skifter blandt andet navn til Kasper Kristensen som en hyldest til komikkens fader. Benjamin Boe Rasmussen er mere afdæmpet – han har været til pitch-dag adskillige gange før, og han er efterhånden ved at vænne sig til de groteske procedurer på Casper Christensens hof. Og selvom det stadig er lidt svært for ham, er han også ved at vænne sig til at være den evige birolle.
Endnu en meta-forestilling
Men hvorfor skal Casper Christensen nu også være titlen på en teaterforestilling? Fordi Pelle Koppel, der til daglig er teaterleder på Teater V i Valby, har sat sig for at lave en trilogi, og denne forestilling er nummer to. “Udslet Hornsleth”, som var den første i trilogien, gik tæt på den excentriske kunstner Christian von Hornsleth, og nu sætter “Casper Christensen Komplekset” altså fokus på en ny excentriker. Antallet af gange, hvor navnet Pelle Koppel fremgår i manuskriptet af begge forestillinger, og de excentriske omdrejningspersoner taget i betragtning, så lugter Pelle Koppels trilogi lidt af selvrealisering.
Mængden af namedropping i forestillingen er grænsende til det usmagelige, men sådan må det vel være, når skuespillerne står på scenen og spiller sig selv. Når hele teatret vender sig, og skuespillerne ikke bare er skuespillerne, der spiller en sitcom, hvor de spiller sig selv, men de også er skuespillerne backstage, der sidder og taler om sig selv og om teaterforestillingen, de er i færd med at spille. Forvirret? Så skulle du bare se forestillingen. Umiddelbart virker det sjovt, at vi ser skuespillerne bag scenen, men den dramaturgiske mening med det savnes. Den kommer kun til sin ret i hele det meta-lag, som dukker op, når Anders Juul bander og svovler over, at ‘han er med i en lorteforestilling’. Der sidder vi og tænker ja, det er du. Men der ingen, der forlader salen, selvom det er noget lort, hvis der står Casper C på plakaten. Sådan siger de i forestillingen, og det er vist også sandt nok.
Så instruktøren Pelle Koppel og dramatikeren Jakob Weis lykkes med at skabe en forestilling, der ikke bare er selvironisk, men som tvinger publikum til at være selvironiske. Og jo mere vi hader den, des mere har vi netop fanget pointen. Og det er i grunden godt tænkt. Alt det, man kan kritisere forestillingen for, når Anders Juul at sige først, og så er det pludselig meningen, og ingen kritik er relevant. Jeg kan ikke sige, at jeg var henrykt over forestillingen som helhed, men når det nu heller ikke er meningen, hvad skal denne anmelder så mene? “Det er som at male en nisse med den hue på, der gør ham usynlig.”
Men selvom meta-universet er gennemtænkt og veludført – ja, nærmest dragende – så tilfører det ikke meget nyt til scenekunsten, og tilbage står vi med en teater-sitcom, der ikke er sjov, og en forestilling, der ligesom “Udslet Hornsleth” handler meget mere om Pelle Koppel, end om alle os andre. Og det er i virkeligheden ikke særligt interessant at se på.
Forestillingen spiller på Katapult i Aarhus til den 23. november og på Magasinet i Odense den 26-28. november, hvorefter den vender tilbage til Teater V igen den 4-15. december.
Medvirkende: Lotte Andersen, Anders Juul, Benjamin Boe Rasmussen og Filippa Suenson | Instruktør: Pelle Koppel | Dramatiker: Jakob Weis | Scenograf: Nikolaj Trap
Del med dit netværk
