Splatterfilm møder oldgræsk tragedie i “Elektra”

Asta Kamma August og Lotte Andersen gør tragedietunge “Elektra” tilgængelig og troværdig i anden del af trilogien “Furier” på Husets Teater.

★★★★☆☆

Med trilogien “Furier” på Husets Teater behandler instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen tre markante, mytologiske kvindeskikkelser, og efter sidste sæsons “Fædra” er turen nu kommet til “Elektra”. Hvor den første handlede om Fædras forelskelse i og begær efter sin stedsøn, handler “Elektra” om kongedatterens hævngerrighed over for sin mor, Klytaimnestra, der har dræbt sin mand, Elektras far, kong Agamemnon.

Teksten er sammensat og bearbejdet af Karen-Maria Bille, der på dygtig vis har bevaret det oldgræske udtryk i sproget, samt gjort historien tilgængelig og relaterbar for et nutidigt publikum. Det visuelle udtryk – særligt i det første billede med Klytaimnestra i gult foran et gult bagtæppe – er en formfuldendt forlængelse af den æstetisk overlegne scenografi i “Fædra”. Også selvom alt det gule lidt senere rives ned og overtages af hvide laser og kaleidoskopiske spejlbilleder, er udtrykket konsekvent og gennemført.

Som “Elektra” er skuespiller Asta Kamma August aldeles overbevisende. Vores hovedperson drives af hævntørst, der bliver som en besættelse for hende, og denne nærmest sindssygelige mission udtrykker Asta Kamma August med dundrende kraft og vildskab, uden at det bliver det mindste falskt.

Som Klytaimnestra er skuespiller Lotte Andersen også aldeles troværdig, når hun veksler imellem blødhed og hårdhed, forælderlig autoritet, ængstelighed og mareridtsplaget morderske, der indstændigt forsvarer kongemordet med, at Agamemnon havde ofret deres anden datter til guderne før et krigstogt. På den måde føler vi sympati for både hende og Elektra.

Både Asta Kamma August og Lotte Andersen evner i øvrigt at få tekstens replikker til at fremstå klare og tilgængelige, hvilket er en stor fordel, når vi skal begive os ud i mytologiske tragedier. En anden stor fordel, som gælder for “Elektra”, såvel som det gjaldt for “Fædra”, er dens korthed. Kun lidt over en time tager forestillingen, og det gør den til en fin lille mundfuld, som man ikke når at spise sig mæt i.

Instruktør Anja Behrens har en stor del af æren for forestillingens tilgængelighed og lethed – trods tragedie-tyngden. Også for det iscenesættelsesgreb, at Agamenmon personificeres af skuespiller Søren Poppel, der både nedslagtes og ophøjes til helt igennem forestilling. En lidt mere kuriøs detalje er den indledende opbinding i japansk bondage-stil, der giver iscenesættelsen en pudsig fetish-undertone, som denne anmelder ikke rigtig fangede meningen med. Det samme gælder enkelte nærmest splatterfilmsagtige scener, der bliver befriende sjove, men desværre mere platte end komiske.

“Elektra” spiller på Husets Teater til den 4. marts 2023.

Tekst: Karen-Maria Bille efter tekster af Heiner Müller, Euripides, Fermin Cabal, Helmer Kloss, Barbara Köhler, Ingeborg Bachmann, Sylvia Plath og Hugo von Hoffmannsthal | Iscenesættelse: Anja Behrens | Medvirkende: Asta Kamma August, Lotte Andersen og Søren Poppel | Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen | Musik og sangtekst: Lotte Andersen | Lyddesign: Erik Christoffersen | Lysdesign: Christian Vest Berntsen | Produceret af: Husets Teater

Del med dit netværk