Cirkus Arena med gedigen 65-års jubilæumsforestilling
Bubber og Julie Berthelsen er et yderst velfungerende værtspar i årets udgave af Cirkus Arena, der også får os helt ud på kanten af stolene.
★★★★★☆
Her 67 år efter sin etablering i 1955 kan Cirkus Arena endelig fejre sit 65-års jubilæum med endnu en omfattende danmarksturné. Som med så meget andet blev de oprindelige festligheder udskudt et par år grundet virussen, så hestene blev staldet op, trapezen blev hængt til tørre, og de oversavede damer måtte stå på egne ben.
Men nu er det igen blevet cirkustid, og selvom familien Berdinos navnkundige cirkus på papiret nærmer sig pensionsalderen, så er det tilsyneladende slet ikke på vej til at hvile teltpælene. Bubbers sprechstallmeister-kostume fra tidligere sæsoner er atter blevet støvet af, og der er sågar blevet plads til en medvært i form af sangeren Julie Berthelsen i lang, gul cirkusfrakke.
De to udgør tilsammen et fortrinligt værtsskab, hvor der er plads til både spydige drillerier, venskabelighed og endda et par regulære og veludførte cirkusnumre. Ikke mindst i selskab med cirkussets husklovn, Jimmy Folco, der udfører vandklovnerier på stribe, får Berthelsen og Bubber samlet årets forestilling til en god og underholdende aften i teltet.
Nu er cirkus jo ikke ligefrem kendt for at huse store koncertoplevelser, og Julie Berthelsens tre bidrag med regulære sange bliver kun hæderlige og bæres primært af de kontekster, som de bliver leveret i. Ikke desto mindre er dette års Cirkus Arena også en god oplevelse rent musikalsk, hvor Berthelsen trods alt leverer professionelle vokalpræstationer, og cirkusorkestret ledsager både hende og artisterne med levende, varieret og fyldig musik.
I manegen er der både hestenumre og balancekunst, som det hører sig til i et cirkus. Laura Berdino står igen bag ét dressurnummer, mens Karsten Berdino efteraber med en kopi i ponyversion. Det er langtfra aftenens stærkeste numre, men artisternes efternavne retfærdiggør deres deltagelse. Og så er der noget fundamentalt underholdende ved at se dresserede dyr, der springer over (eller render uden om), hvor gærdet er lavest.
Til gengæld er et umiddelbart simpelt og udramatisk jonglørnummer med tjekkiske Alan Šulc helt igennem sublimt udført. Med taktfast riverdance og med strakte vriste som en ballerina mestrer han fem, seks, syv, otte og – gudhjælpemig – ni bolde på samme tid. Og dét i et tempo, så man bliver svimmel.
Lige efter pausen kommer et klassisk trapeznummer, hvor den Italien-baserede artistgruppe The Flying Wulber kaster sig igennem luften i svimlende højder, så deres skinneben indimellem klasker imod teltets tag. Vi glemmer aldeles det store sikkerhedsnet under dem og gyser adskillige gange over deres dumdristighed.
For få år siden blev eksotiske dyr i cirkus afskaffet, og det er nok også for det bedste. Men uden elefanter går vi glip af nogle oplagte wow-oplevelser, som cirkusser fremover må kæmpe hårdere for at give os på anden vis.
I dette års forestilling lykkes Cirkus Arena med at få os ud på kanten af stolene med hjertet i halsen, men også at give os et varmt smil på læben og tilmed en lille én at undre os over. Og med klovnen Jimmy Folco i hopla bliver det også en plat og småuforskammet aften, der tiltaler både store og små.
Cirkus Arena er på turné i hele landet til den 7. august 2022.
Instruktører: Lasse Nørager og Jackie Berdino | Kapelmester: Rafael Wojaczek og Lasse Nørager | Medvirkende:Lysdesign: Patrick Mikkelsen og Thomas Andersen | Lyddesign: Lasse Nørager | Kostumedesign: Tiina Nørager og Heidi Eleonora | Produceret af: Cirkus Arena