ANMELDELSE: Das Unheimliche, Katapult

I denne nye forestilling af fortælles et trygheds- og nærværssmægtet barns historie med et benhårdt udtryk, der viser sig i såvel Nathalie Mellbyes scenografi som i Jacob Schjødts thriller-iscenesættelse.

★★★★★★

Behøver vi at se nøgne penisser, der klaskes i ansigtet på handicappede mænd i kørestole for at få eftertænksomheden kick-startet, ligesom der i øjeblikket forsøges i “All my dreams come true” på Aarhus Teater? Det modbeviser i sin iscenesættelse af Line Mørkebys “Das Unheimliche” på . Her er det den præcise fokusering på følelser som svigt og savn, der giver eftertænksomheden hos publikum. For hvad forventer vi af de mennesker, som er vores familie, og som vi i princippet kan forvente alting af?

En 10-årig dreng udsættes for krænkelser, der gør ham ulykkelig. Det er ikke usexede og gennemtærskede krænkelser som incest og pædofili – men derimod fuldstændigt genkendelige krænkelser, som for eksempel at blive overset på sin fødselsdag, hvilket måske er et endnu større tabu i dag. For et moderne, dansk barn må da lære at sætte pris på en Wegner-stol, når man tænker på de stilrene linjer og den tvivlsomme komfort, der retfærdiggøres af prisen. Og når det oven i købet bliver leveret til forældrene på drengens fødselsdag, så må han da kunne forstå, at fødselsdagssangen må vente.

Han bliver fremmed i sit eget hjem. Han bliver ikke forstået af sine allernærmeste. Han drives længere og længere ind i sin egen ubevidste selvdestruering, fordi han bare ønsker at kunne fortælle en historie, sådan som den burde lyde. Når en fremmed mand kommer ind og pludselig forstår drengens flugt ind i sin fortælling, og som måske endda kan tyde drengens frygt, så synes trygheden at være i sigte. Men den fremmede mand er ikke kun kommet for at se ham og forstå ham – han er også kommet for at redde ham fra det uhyggelig og uhjemlige hjem.

Det er en prisværdig forestilling, som er kommet ud af samarbejdet mellem og , og det følges stilsikkert op af Jacob Schjødts iscenesættelse. De kalder det en psykologisk thriller, hvilket ses oftere og oftere på teaterscenerne, men som også gang på gang mislykkes. Her lykkes det! Det er til tider lette virkemidler, som, hvis man så dem på film, ville buh’e ad i biografen. Men man holder fast i genkendeligheden. Hvem kan se sig selv i spejlet og sige, at de aldrig har været bange for, om der stod en fremmed bag badeforhænget? Og hvem kan sige sig fri for at være blevet bange, når de har set sig selv i spejlet i mørke?

Forestillingen vender indersiden udad. Vi får lov at kigge ind i drengens underbevidsthed, og indersiden bliver til ydersiden. Præcis som i forestillingens scenografi, der i form af et kvadratisk hus omkranser verden udenfor, og uden for huset er børneværelset, stuen, køkkenet og badeværelset. Scenografen har skabt en scenografi, der på én gang udtrykker designerhjem og IKEA-lignende hjemmefusk, og som samtidig udgør en multifunktionel drejescene, der fint og elegant understreger forestillingens dramaturgiske forløb. I øvrigt i et smukt og afblanceret lysdesign af .

har den absolutte hovedrolle i forestillingen som den 10-årige dreng Uri, og han fanger en troværdig barnlighed, som er humoristisk og følsom. Hans udtryk forstyrres til tider af en modenhed, som umiddelbart synes ukontrolleret, men han bærer den hjem på kropssproget. Derudover er der ikke mange steder at sætte en finger på skuespilpræstationerne, hvilket naturligvis ikke er entydigt positivt. Spillet er sikkert, men til tider en anelse for sikkert. Man kunne ønske sig, at der blev taget lidt flere chancer indimellem, som kan måle sig med dramatikken.

Forestillingen spiller på i Aarhus ind til den 5. oktober, hvorefter den spiller på Teater V i Valby fra den 9. til den 13. oktober.


Medvirkende: , , og | Manuskript: Iscenesættelse: Scenografi og kostumer: | Musik og lyddesign: | Lysdesign: Kristine Hamann | Dramaturg:

Del med dit netværk