”De urolige” handler ikke om Linn Ullmann
Peter Langdals rodebutik af en iscenesættelse gør teksten mere håndgribelig i Det Kongelige Teaters opsætning af Linn Ullmanss ”De urolige”.
★★★★★☆
Det blev kun til en enkelt stjerne fra min kollega Anne Liisberg, da hun til netmediet Iscene anmeldte Det Kongelige Teaters opsætning af Linn Ullmanns selvbiografiske roman ”De urolige”.
Normalt læser jeg ikke andres anmeldelser, før jeg har skrevet min egen. Men da jeg var kommet begejstret hjem fra Skuespilhuset og faldt over den 1-stjernede anmeldelse fra premieren få dage tidligere, måtte jeg simpelthen finde ud af, hvorfor Liisberg og jeg havde haft så vidt forskellige oplevelser. For mens hun beskriver forestillingen som et “makværk”, der burde lukkes ned, så er den for mig et sjældent vellykket stykke scenekunst.
Først og fremmest lykkes den med at omforme Linn Ullmanns roman til teater. Vi ser mange af disse såkaldte remedieringer, hvor især bøger omsættes til scenen. Og meget ofte synes forestillingen kun at have en berettigelse i kraft af sit forlæg. Personligt synes jeg, at det mindst interessante at diskutere efter en teaterforestilling er, hvordan bogen var.
Men ”De urolige” fungerer i sig selv som teater takket være Karen-Maria Billes dramatisering, der samler brudstykker af Linn Ullmanns selvbiografi, så værket til sidst fremstår som en teaterkollage. Der er ikke en fortløbende handling, men der er en karakterbåret fortælling, som vel netop er, hvad teaterkunsten består af.
Desuden er Peter Langdals rodebutik af en iscenesættelse og Maja Ravns lige så kaotiske scenografi med til at sætte teksten ind i en kontekst. Vi afkoder forestillingens tid og omgivelser i de træbeklædte vægge, det filmtekniske udstyr og de roterende vinylplader. Men endnu vigtigere: Vi mærker teksten, fordi Langdals materialebevidste og musikalske iscenesættelse gør ordene så håndgribelige, at vi nærmest kan række hånden ud og gribe dem i luften.
Får vi fortalt Linn Ullmanns historie om, hvordan det var at have superkendisserne Ingmar Bergman og Liv Ullmann som forældre? Nej, egentlig ikke. Men det synes heller ikke at have været teaterversionens formål. Vi får ikke engang deres navne at vide. Tværtimod bliver det en historie om at vokse op som barn af barnlige forældre; om at være sine forældres sten i skoen; og om alligevel at leve med en ubetinget og irrationel kærlighed til sine forældre.
Dét er da også meget mere interessant, end en sladderbladsagtig historie om Ingmar Bergman og Liv Ullmann bag facaden. For hvad skulle vi bruge det til?
Forholdet mellem barn og forælder er sjældent fuldstændig lykkeligt. Der er altid skår i minderne, og derfor resonerer forestillingen også i publikum. Det mærker man tydeligt på publikums sniksnak på vej ud af salen denne aften. Historierne om forældres svigt og barske erkendelser om, at vi ikke altid er vores forældres ét og alt, hober sig op.
Jeg er sådan set enig i Liisbergs betragtninger. Men hvis vi ikke ser ”De urolige” som en gentagelse af Linn Ullmanns selvbiografi, men som et selvstændigt teaterværk om forholdet mellem barn og forældre, så er det uhyre vellykket og særdeles velspillet af trekløveret Stine Schrøder Jensen, Kirsten Olesen og Hanne Windfeld.
Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 5. marts 2022.
Forfatter: Linn Ullmann | Oversættelse: Karen Fastrup | Dramatisering: Karen-Maria Bille | Iscenesættelse og bearbejdelse: Peter Langdal | Medvirkende: Stine Schrøder Jensen, Kirsten Olesen og Hanne Windfeld | Scenografi og kostumer: Maja Ravn | Lysdesign: Mårten K. Axelsson | Lyddesign: Rasmus Kreiner | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
