Naturmennesket i jakkesæt
Ud af et isbjerg vokser den nye generation af grønlandske mænd i forestillingen “Den grønlandske mand” på Teatret Svalegangen. Den gør op med den stigmatisering og de fordomme, der hviler på de grønlandske unge. “Jeg er ikke som min far,” siger de i forestillingen.
Lad det være sagt med det samme: Langt hen ad vejen er denne forestilling amatøristisk. Skuespilpræstationerne er – især i begyndelsen – præget af nervøsitet og meget begrænset skuespilteknisk træning. De medvirkende udtrykker følelser i alle retninger, men uden rigtig bund i karaktererne. I nogle få scener får de dybde, men så ser det pludseligt ud til at være skuespillernes private følelser og ikke rollernes.
Replikkerne er utroligt uelegante med masser af gentagelser og håbløse formuleringer. Instruktøren får skuespillerne til i flere scener at spille det, som de fortæller – eksempelvis ser vi en grønlandsk jæger, der fortæller, hvordan han skyder et rensdyr, mens han mimer det hele – hvilket i sig selv er ubegribeligt uinteressant at betragte.
Grønlandsk-dansk samarbejde
Men nok om dét! “Den grønlandske mand” er et eksempel på scenekunstens bedste side; hvor virkeligheden bliver så virkelig, at den forbavser os og gør os opmærksomme på den; hvor vi bliver klogere på os selv og på verden. Det er teater, der vil noget!
Fire skuespillere fra Grønland, samt et manuskript af den unge og anmelderroste forfatter Niviaq Korneliussen, bliver i et samarbejde mellem Grønlands Nationalteater og Teater freezeProductions iscenesat af Hanne Trap Friis.
Forestillingen betegner den grønlandske maskulinitet, generationsskift, stigmatisering, sociale og kulturelle arv – og ikke mindst deres politiske, historiske og kulturelle spændetrøje, som kunne kaldes det danske rigsfællesskab. Den italesætter selvmord, alkoholisme og vold. Og budskabet er: If you want to break free, you can!
Tabu-teater
Og så tilbage til kritikken fra begyndelsen af anmeldelsen. Det smukke ved amatørisme er jo, at ordet amatør kommer af det latinske amare, der betyder at elske. Disse fire skuespillere har kærlighed til teatret og ikke mindst til den helt særlige forestilling, de her har skabt sammen. Det er betagende at betragte.
Forfatter Niviaq Korneliussen har måske nok skrevet nogle uheldige replikker, men indholdet fejler bestemt ingenting. Måske er det gået galt i en oversættelse, eller måske er det skuespillerne, der bevæger sig ud i improviserede replikker og derfor snubler over de danske formuleringer.
I hvert fald har manuskriptet som helhed en litterær og dramatisk tyngde, som lever op til forventningerne efter forfatterens debutroman “HOMO sapienne” (2014), der blandt andet blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.
Ligesom i romanen tager Korneliussen fat på det, der gør ondt – helt ind i den grønlandske sjæl. Hun griber unådigt fat om alt det sagte og det usagte, og så gør hun os klogere på det. Og skuespillerne evner netop at løfte dette til en både komisk, rørende, frygtindgydende, smertelig og sanselig teateroplevelse.
Brecht på grønlandsk
Iscenesættelsen af Hanne Trap Friis har overladt den personlige instruktion og de skuespiltekniske input til skæbnen og fokuseret på det konceptuelle. Men hvad det konceptuelle angår, er forestillingen stringent og fuldendt. Det er en klassisk Brecht-iscenesættelse med musikalske, fysiske, verbale, surrealistiske og neutrale scener i en episk sammenblanding.
Det passer ikke kun til formatet af manuskriptet, men også til budskabet. Når man skal lave teater, der virkelig skal rykke ved noget, skal man gøre det på Brechts måde. Eller måske ikke. I hvert fald er valget truffet, og det er udført uden slinger i valsen. Og det virker.
Derfor er “Den grønlandske mand” mere end en teaterforestilling af og om den grønlandske mand – den bør være en hjørnesten i dansk teaterhistorie. Den handler om noget, som vi i Danmark i alt for høj grad vender ryggen til. Og det bedste er, at den også handler om så meget andet.
“Den grønlandske mand” spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus den 8.-16. maj, på Teater Momentum i Odense den 17.-19. maj, på Teater Nordkraft i Aalborg den 22.-24. maj og på Husets Teater i København den 1.-3. juni (under CPH Stage).
Tekst: Niviaq Korneliussen | Iscenesættelse: Hanne Trap Friis | Medvirkende: Klaus Geisler, Kristian Mølgaard, Hans Henrik Poulsen og Miki Jacobsen | Scenografi: Siri Paulsen | Lysdesign: Morten Ladefoged | Lyddesign: Siri Paulsen | Produceret af: Teater freezeProductions og Grønlands Nationalteater
Del med dit netværk
