Fjollet retro-version af ”Den vægelsindede” er ikke sjov nok
Konceptet er klart, og solistpræstationerne er gode, men tilsammen bliver Det Kgl. Teaters ”Den vægelsindede” for fjollet og flagrende.
★★★☆☆☆
“Jeg behøver intet andet urværk, end min madames sind. For når hun 8-9 gange om morgenen har været skiftevis from, arrig, gudfrygtig, ugudelig, verdslig, gejstlig, ødsel, sparsom, åbenmundet, tavs, ydmyg, hovmodig – så ved jeg, at der ikke er langt til middag.”
Sådan beskriver tjeneren Torben sin frue Lucretias omskiftelige humør i Ludvig Holbergs ”Den vægelsindede” fra 1722. Hvor vi andre kan have en dårlig dag, har hun et kvarters hysteri, som efterfølges af mildhed og senere melankoli. Imens render Torben ærinder for hende, som han har sit hyr med at få gjort om, når hun igen har skiftet mening.
I anledning af 300-året for den danske teatertradition spiller Det Kongelige Teater en moderniseret bearbejdelse af ”Den vægelsindede”, hvor karaktererne er sat ind i et abstrakt univers og karikeret til distinkte typer.
Der er for eksempel filosoffen Peder Iversen, spillet af Rasmus Fruergaard, med slasket hår, akustisk guitar og flade pædagogsandaler. Der er Terentia, spillet af Christiane Gjellerup Koch, som er dullet op med lange øjenvipper og skvulpende silikonepatter. Og der er tjeneren Christoffer, spillet af Andreas Jebro, der ligner en lang aften på værtshuset med sin westernskjorte og sit mangelfulde tandsæt.
Midt iblandt alle disse outrerede typer står Maria Bach Hansen i rollen som Lucretia, der i denne opsætning er bemærkelsesværdigt almindelig. Hun skifter humør, ja, men vi forstår i mange tilfælde årsagen dertil. Dermed fremstilles hun mere som et menneske, der påvirkes af verden, end omvendt. Dét er et interessant greb, og det bliver klart formidlet i Wiedemanns bearbejdelse og Bach Hansens spil.
Maja Ravns scenografi og kostumer er ligeledes klart og konceptuelt gennemført. Man kan diskutere, om det er kønt – retro er ikke for alle – men det er i hvert fald konsekvent og stilmæssigt skarpt. De ledsagende musikindslag er på samme måde velovervejede, men virker måske mere i teori, end i praksis.
Forestillingens store styrke er, at de mange dygtige skuespillere får lov at gakke ud og være sjove i sig selv. Nicolaj Kopernikus er skøn som den nøjsomme Sparenborg med topmave og underbid, der snubler over sine egne fødder og vælter ud over scenekanten. Joen Højerslev er tilpas klam i rollen som den ødslede livsnyder Apicius, når han med slubrende lyde spiser østers.
Og så er der gakkede gangarter som eksempelvis hos Lila Nobels stivbenede Abelone, samt hos Marie-Lydie Melono Nokoudas vrikkende, kapgangsgående tjenestepige Øllegaard. Endelig står Nicolai Jørgensen i front som tjeneren Torben, som han fylder med fysisk komik. Det er én af Jørgensens stærkeste sider, og her lykkes det også ganske godt.
Men tilsammen bliver de mange solistpræstationer noget rod, og selvom konceptet er gennemført, synes det ikke rigtigt at være blevet samlet til én forestilling. Der er for mange øjeblikke, hvor idéen virker sjovere, end udførelsen, og hvor det fjollede tager overhånd. Det gør i sidste ende, at vi griner for lidt af en komedie, der har potentiale til at give latterkramper.
“Den vægelsindede” spiller i Skuespilhuset i København til den 1. november 2022.
Manuskript: Ludvig Holberg | Iscenesættelse og bearbejdelse: Katrine Wiedemann | Medvirkende: Marie Bach Hansen, Nicolai Jørgensen, Rasmus Fruergaard, Christiane Gjellerup Koch, Nicolaj Kopernikus, Joen Højerslev, Andreas Jebro, Marie-Lydie Melono Nokouda og Lila Nobel | Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn | Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen | Lyddesign: Rasmus Kreiner | Koreografi: Niclas Bendixen | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
