ANMELDELSE: Efter branden, Aalborg Teater

”Efter branden” savner fokus og fortællelyst

Handlingen i forestilling ”Efter branden” er for ufokuseret, og Hans Henriksens iscenesættelse emmer af ligegyldighed.

★★☆☆☆☆

Vi ser et ghettoagtigt boligområde i miniformat på scenen i Aalborg Teaters ”Efter branden”. Lejlighederne lyser op i forskellige farver, men i den fjerneste boligblok er alt mørkt bortset fra flammerne i én af lejlighederne. Imellem bygningerne blinker brandvæsnets blå lys.

Dramatikeren er tilbage på med dette nyskrevne værk oven på sin succesfulde forestilling ”Aftenlandet” fra 2017. Dengang handlede det om flygtningekrisen, og denne gang er det så den tidligere regerings ghettoplan, der er i fokus.

For mange handlinger

Den mørke boligblok er forladt og skal på et eller andet tidspunkt nedrives. Det betyder, at den unge Viktoria er sat på gaden og skal flytte ud af området. Tilflytteren Maria, der i virkeligheden er arbejdsløs akademiker, lader Viktoria flytte ind. Men Viktoria er gravid med Azim, og Maria bliver forelsket i Azim. Og Azim vil ikke giftes med Viktoria, men vil gerne i kanen med Maria.

Samtidigt har Maria sønnen Halfdan, der er født med et vansiret ansigt. Han skjuler sit ansigt med masker og kan ikke finde ud af, om han var ønsket af sine forældre. Og hans far, Jakob, har fået en ny familie, men dukker jævnligt op for at deltage i opdragelsen af Halfdan – indimellem med vold – og i øvrigt blande sig i ekskonen Marias måde at leve på.

Og, nå ja, så er der den fremmede dreng, som får Halfdan ind i det kriminelle miljø. Og problemet med Halfdans pyromaniske tendenser. Mon det er ham, der har sat ild til lejligheden?

Det er ikke nødvendigt uddybe yderligere, hvorfor forestillingen ender med at handle meget lidt om ghettoplanen. har simpelthen alt for mange jern i ilden.

Ligegyldigt skuespil

Men den primære forskel på ”Aftenlandet” og ”Efter branden” er instruktøren. Dengang var det Tue Biering, der havde iscenesat forestillingen med et skarpt og stemningsfuldt udtryk. Denne gang er det Aalborg Teaters direktør , der står for iscenesættelsen. 

Og det bliver ikke blot en ekstremt forvirrende og retningsløs forestilling – det bliver langt hen ad vejen også uspændende. Der en grundlæggende ligegyldighed over stemningen, og det får os til at være lige så ligeglade med historien.

Der bliver sagt replikker med hænderne i lommerne og med ryggen mod publikum. Og de medvirkende kaster umotiveret sætningerne i hovedet på hinanden, så det kommer til at virke som en endeløs fægtekamp med ord.

Vi savner fokus i handlingen og fortællelyst på scenen. Kun i korte øjeblikke får vi lov at se skuespilkunst, der rører os. Resten af tiden ser vi helst på uret.


Tekst: Iscenesættelse: Medvirkende: , , , , Rasmussen og Scenografi: Lysdesign: Lyddesigner: Produceret af:

Del dette med dit netværk