ANMELDELSE: En skilsmisse, Aarhus Teater

“En skilsmisse” er en ærlig og troværdig forestilling, som handler om en skilsmisse – også selvom man prøver at få det til at handle om noget andet.

Det er åbenbart skilsmisse-tid på Aarhus Teater. Hassan Preislers egen skilsmisse bliver berettet og iscenesat samtidig med, at den græske tragedie “Medea” spiller på Scala-scenen i en bearbejdelse, hvor skilsmissen er det bærende element.

I 2013 debuterede Hassan Preisler med autofiktionen “Brun mands byrde”, der gjorde skuespilleren Hassan Preisler til den kendte forfatter Hassan Preisler. Bogen blev endda til et teaterstykke på Aarhus Teater i 2014. I “En skilsmisse” møder vi forfatteren Hassan Preisler, der forsøger at få fortællingen om kæresten, konen og ekskonen May til at ende på den rigtige måde.

Det foregår på Aarhus Teaters Studio-scene, hvor skuespillerne Mathias Flint, Kjartan Hansen, Kirsti Kærn, Anna Nøhr Tolstrup og Christian Hetland spiller skiftende roller; nogle gange er de hovedpersonen Hassan, andre gange er de May eller datteren Sonia, og indimellem er de nogle helt fjerde, femte og sjette. “En skilsmisse” handler i sagens natur om en skilsmisse. Vores hovedperson forsøger flere gange at forklare, nærmest tvivlende og en smule håbefuldt, at forestillingen i virkeligheden handler om kærlighed. Men den handler om skilsmisse – om et brud, om knuste hjerter og om selvhad.

Vi ser forestillingen udspille sig foran os, og så ser vi et sideløbende meta-lag, hvor skuespillerne hopper ud af deres roller og taler om forestillingen. Eksempelvis vil de gerne have de smukke kærlighedsscener til at vare længere, hvilket de råber ud til forfatteren. De er altså ikke skuespillerne, men de er heller ikke i forestillingens roller. De er Hassan Preislers indre dialog. De tanker, som han givetvis selv har siddet med, da han skrev forestillingen: “Lad denne scene vare for evigt” og “Lad det ikke slutte på denne måde”.

Hassan Preisler er narcissist. Og bedst som denne anmelder lige begyndte at tænke, at nu er vi tæt på at få nok af Hassan Preisler i én forestilling, så kommer der en scene, hvor alle fem skuespillere er Hassan Preisler, der alle på hver sin måde sumper i eget selvhad. Christian Hetland siger “Jeg er en byrde”, med reference til “Brun mands byrde”, og Kjartan Hansen siger “Jeg er narcissist”, mens han ser sig i spejlet. Og på et øjeblik vendes galt til genialt.

For Hassan Preisler har hele tiden kritikerens briller på, når han skriver. Han italesætter det dårlige, så vi ikke er i tvivl om, at det er meningen. Men bliver det så automatisk godt? Nej, ikke hvis det ikke til gengæld giver mening. Forestillingen indeholder en række citater fra blandt andet amerikanske film. Og pludselig brokker skuespillerne sig over, at det er rent ‘copy-paste’. Slutningen bliver en virkelig dårlig slutning. Og det synes skuespillerne også, så de prøver med en anden slutning. Og bedst som skuespillerne sidder i sofaen med et selvtilfredshedens smil over den nye, vellykkede slutning, dumper et brev ned fra himlen. Det er fra May. Hun har fundet en ny mand.

Hassan Preisler forsøger altså at få “En skilsmisse” til at handle om kærlighed, og som de siger i forestillingen, så får vi først ejerskab over vores liv, når vi selv fortæller historien om vores liv. Men det viser sig bare, at vi ikke selv kan fortælle slutningen. Og derfor er det intelligent skrevet. Forfatteren udtrykker og udforsker, kritiserer og argumenterer, fantaserer og dokumenterer. Til sidst binder han en sløjfe og får den mest rodede form for dramaturgi til at smage lidt af klimaks. Er det mere litterært, end dramatisk? Ja. Er det mere 1990’er, end 2010’er? Ja. Men det er også rigtigt meget Hassan Preisler.

“En skilsmisse” er iscenesat af Moqi Simon Trolin, hvilket er én af forestillingens største successer. Den episke teatergenre egner sig godt til Preislers litterære skrivestil, og Moqi Simon Trolin formår at få den bedste effekt ud af episk teater. Hans iscenesættelse indeholder en stor grad af musikalitet, og i det brede scenerum på Aarhus Teater Studio lykkes han med at skabe variation i scenebillederne og udnytte rummet, selvom forestillingen ikke i sig selv lægger op til det.

Trolin og Preisler er begge humoristiske teaterskabere, og med et så dynamisk og charmerende hold af skuespillere bliver forestillingen både levende og energisk. Det er svært at tørre det glade smil af ansigtet, når man ser “En skilsmisse”. Ikke fordi det er sjovt hele tiden, men fordi det er knaldgodt teater.

Desværre mister forestillingen noget af magien i anden akt. En lidt for lang scene i skifteretten, hvor der i virkeligheden bliver fortalt meget lidt med relevans for forestillingen, går energien ud af publikum. De formfuldendte genrevalg i første akt bliver udeladt til fordel for nogle nye valg, som ikke giver lige så god mening. Vi skal kæmpe lidt for meget igennem store dele af anden akt for at holde gejsten, men henimod slutningen kommer forestillingen tilbage på sporet af det, der virkelig virker. Og heldigvis kommer smilet tilbage til sidst.

Scenografisk lader forestillingen dog en del tilbage at ønske. Med undtagelse af den fine detalje, at tapeterne på de høje scenevægge er små Hassan Preisler-hoveder, så er det en lumpen scenografi, der slet ikke sigter lige så højt, som resten af forestillingens parter. Der er noget ujævnt over Siggi Òli Pálmasons scenografier – som om det kun er hver anden gang, det lykkes rigtigt. Eksempelvis mindes denne anmelder hans arbejde i “Salamimetoden” på Aarhus Teater, hvor det visuelle udtryk var både æstetisk og gennemført.

Skuespillerne Mathias Flint og Kjartan Hansen viser især, hvordan de trives i forestillingens komiske og ekspressive stil. Og det er i det hele taget et utroligt stærkt hold, som supplerer hinanden knivskarpt og professionelt. Og deres musikalitet er ikke til at tage fejl af.

“En skilsmisse” spiller på Aarhus Teater til den 4. marts 2017.

Manuskript: Hassan Preisler | Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin | Medvirkende: Kirsti Kærn, Anna Nøhr Tolstrup, Mathias Flint, Kjartan Hansen og Christian Hetland | Scenografi: Siggi Òli Pálmason | Teknik og scene: Ise Klysner Kjems og Kim Glud