Vi bliver ordtrætte af ”Folkekongen”

Vi har selv valgt vore statsledere, og derfor er kritikken af dem en kritik af os selv. Det er pointen i Elfriede Jelineks “Folkekongen”.

★★★★☆☆

Hvis man stadig kan tale om USA’s gode navn og rygte, så får det en ordentlig tilsværtning på Husets Teater i disse dage. Udgangspunktet er præsidenten – den folkevalgte konge – Donald Trump. Og selvom der i høj grad er tale om kritik af præsidenten, så er det lige så meget det amerikanske folk, der udstilles i Elfriede Jelineks ”Folkekongen”.

Og er det i virkeligheden Trump, det handler om? For selvom vi sidder i en sal, der er pyntet op til amerikansk præsidentvalg med rød-hvide striber, og vi ser Trumps ansigt både som en maske og på tv-skærmene, så kunne han jo lige så godt være en statsminister, premierminister eller forbundskansler.

Nej, nej. Det er altså Amerika, det handler om. De sidder jo med Ku Klux Klan-kostumer på og spiser Burger King-menuer. Det har jo ikke noget med os at gøre – eller har det?

Oven over indgangen til Husets Teater på Halmtorvet i København står der: »Stop acting, start thinking«. Det er længe siden, at jeg har hygget mig på Husets Teater. Uagtet kvaliteten på den enkelte forestilling, så ender det som regel med, at jeg går fra teatret med mere at tænke over, end da jeg kom. Det er bare sjældent optimistiske budskaber, vi går hjem med. På den måde er et besøg på Husets Teater lidt som at gå til tandlæge; ingen har lyst til det, men vi ved godt, at det gør noget godt for os.

”Folkekongen” får os til at reflektere over, hvorfor vi har fortjent de statsledere, vi får – både her i landet og i andre lande. Vi er folket, og vi kroner selv vore konger og dronninger. Er vi blinde? Er vi masochister? Har vi en stemme, og hvad vil vi i så fald bruge den til?

Teksten er i høj grad litterær, og man skal være ualmindeligt koffeindækket og veludhvilet, hvis man skal fange det hele uden tankeflugt til livet uden for teatersalen. I store dele af forestillingen kan man også bare lade tankerne flyve og lytte til ordstrømmen, der – også i sin danske oversættelse – har store lyriske kvaliteter.

Heldigvis lykkes Liv Helm og Baboo Liao med at iscenesætte forestillingen med stor opfindsomhed og billedrigdom, der holder os nysgerrige det meste af tiden. På samme måde er de tre medvirkende (Lotte Andersen, Emilie Rasmussen og Youssef Wayne Hvidtfeldt) både humoristiske og fysisk alsidige.

Men det er teksten, der er i centrum, og selvom den er velskrevet, kunne vi nemt nøjes med mindre af den. Særligt den sidste halve time føler vi os ordtrætte, og vi har for længst fattet forestillingens pointe. Ligesom hos tandlægen, så bliver det efterhånden et uoverskueligt projekt at besøge Husets Teater, hvis man skal både bores og rodbehandles hver gang.

Tekst: Elfriede Jelinek | Oversættelse: Pernille Kragh og Christine Strandmose Toft | Iscenesættelse og scenografi: Liv Helm og Baboo Liao | Medvirkende: Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen | Scenedesign: Po-Lin Li | Lyddesign: Nanna-Karina Schleimann | Lysdesign: Christian Vest Berntsen | Videodesign: Ray Sun | Produceret af: Husets Teater