Heksekedlen syder i ”Hex”, men ingredienserne løber løbsk

Alt for mange idéer og virkemidler gør Det Kongelige Teaters ”Hex” til en kaotisk og uklar forestilling om hekseprocesserne omkring år 1600.

Det ligger som en sort sky over vores nations samvittighed, at vi engang brændte hekse på bålet. Det er naturligvis forfærdeligt i sig selv, men ikke mindre forkasteligt er det i forhold til nutidens moralsæt, at disse såkaldte hekse i virkeligheden blot var ofre for lokal sladder, overtro, mistro og magtmisbrug.

”Hex” på Det Kongelige Teater er en tværæstetisk forestilling med elementer af skuespil, musik, video og performance, der skildrer en gruppe af kvinder omkring år 1600, som bliver dømt til døden som hekse. Fordi de var alternativt tænkende, frie og glade. Simpelthen. Og naturligvis er det smerteligt at sætte sig ind i disse kvinders skæbner.

Men er ”Hex” bare en række skæbnefortællinger? Gemmer der sig en holdning bag? Er der