Heksekedlen syder i ”Hex”, men ingredienserne løber løbsk

Alt for mange idéer og virkemidler gør Det Kongelige Teaters ”Hex” til en kaotisk og uklar forestilling om hekseprocesserne omkring år 1600.

★★☆☆☆☆

Det ligger som en sort sky over vores nations samvittighed, at vi engang brændte hekse på bålet. Det er naturligvis forfærdeligt i sig selv, men ikke mindre forkasteligt er det i forhold til nutidens moralsæt, at disse såkaldte hekse i virkeligheden blot var ofre for lokal sladder, overtro, mistro og magtmisbrug.

”Hex” på er en tværæstetisk forestilling med elementer af skuespil, musik, video og performance, der skildrer en gruppe af kvinder omkring år 1600, som bliver dømt til døden som hekse. Fordi de var alternativt tænkende, frie og glade. Simpelthen. Og naturligvis er det smerteligt at sætte sig ind i disse kvinders skæbner.

Men er ”Hex” bare en række skæbnefortællinger? Gemmer der sig en holdning bag? Er der en lektie at lære eller en parallel at drage? Er det overhovedet en idé med forestillingen, andet end blot at genfortælle historien? Ja, der er mange. Alt for mange.

For instruktør , komponist , forfatter og scenograf , der tilsyneladende har skabt forestillingen kollektivt som i en kunstnerkvartet, har stopfodret forestillingen med idéer. Men ingen har evnet at destillere idéerne og få dem til at samle sig til et klart og veldefineret koncept.

Det betyder desværre, at forestillingen er endt temmelig kaotisk med virkemidler flagrende til alle sider. For det meste sker der flere ting forskellige steder på scenen samtidigt. Der er altså flere scener i scenen. Vi har med andre ord rigeligt at se til, og allerede efter 15-20 minutter er vi mætte af sanseindtryk. Og da har vi altså godt to timer endnu.

En forestilling så rodet, som samtidig ikke bidrager med noget særlig originalt, spilder i denne anmelders øjne vigtig scenetid, og derfor er den overordnede vurdering så lav.

Når det er sagt, så skal man heller ikke være blind for, at der er aldeles gode kræfter i spil. Jeanett Albecks musik er både melodisk og stemningsskabende, hvilket fungerer godt – især under de ritus-lignende scener omkring ”heksekedlen”. Og alle de medvirkerne udfylder deres roller ganske udmærket.

Man kan simpelthen hypnotiseres af Kirsten Olesens fortællerstemme nærmest uanset, hvad den fortæller. kan få sin velafbalancerede humor til at passe ind i både de komiske og de tragiske karakterer, og kan formidle historien om den mor, der smiler kærligt til sin lille datter, som uden at kende konsekvenserne har vidnet imod sin mor ved hekseprocessen.

Har man allerede sikret sig en billet til ”Hex” i Skuespilhuset, så kan man altså roligt glæde sig til at nyde de fine præstationer og de mange smukke scenebilleder. Og vækker forestillingen interesse for Danmarks dunkle fortid med hekseafbrændinger, så betragt forestillingen som en lidt overtilberedt appetizer, og dyk så for alvor ned i stoffet derhjemme i stedet. Der er nemlig mange flere sandheder og spændende nuancer i dén historie, end hvad ”Hex” byder på.

Forestillingen spiller på Skuespilhuset i København til den 8. juni 2023.


Manuskript:  og Iscenesættelse:  | Sange og musik:  | Medvirkende: , , , , , , m.fl. | Scenografi, kostumer, videokoncept, videodesign: Videodesign:  | Lysdesign: Animation: Maya SB | Koreografi og butoh-undervisning: Produceret af:

Del dette indlæg