“Ghost” er spøgefuld musical i sin reneste form

Musicalversionen af 1990-filmen “Ghost” er en både underholdende og rørende forestilling, som tager alle musicalens virkemidler i brug.

★★★★★☆

Der er fuld damp på musicalmøllen i Heltemus Productions ”Ghost the Musical”, hvor vi bliver budt velkommen af stemmen i højtalerne, der beder os slukke mobiltelefonerne og finde lommetørklæderne frem.

Vi er i 90'ernes New York. Et ungt par – hun er kunstner, og han er bankmand – flytter ind i deres nye lejlighed i Brooklyn. Alting ser lovende ud for de to, men alting falder sammen, da Sam bliver skudt, og Molly bliver efterladt med vennen Carl, der ikke har rent mel i posen. Det ved kun Sam, som nu som genfærd må forsøge både at redde Molly og sætte en kæp i hjulet på Carls planer.

Og hvis du har set filmen ”Ghost” (1990) med Demi Moore og Patrick Swayze, så kender du historien. Musicalen er nemlig skrevet af manuskriptforfatteren bag filmen, Bruce Joel Rubin, mens musikken er komponeret af Dave Stewart og Glen Ballard. Den havde verdenspremiere i 2011.

Nu er den på turné i en dansk produktion og ender turnéen med en længere spilleperiode i i København i april. Og der er god grund til at medbringe lommetørklæder, for musicalen spiller på alle tangenter, når det drejer sig om at vride tårerne ud af sit publikum.

Når musikken spiller

”Ghost” er et lille trekantsdrama med et okkult tvist og en beskeden krimihistorie som drivkraft. Og mere skal der jo heller ikke til, når bare der er dansere nok, når sangerne kan synge både rent og kraftfuldt, og når musikken er iørefaldende og velorkestreret.

Derfor lykkes ”Ghost the Musical”. Den forsøger ikke at være noget, den ikke er. Den vil kun underholde og imponere musikalsk – og det gør den så også med bravur. Særligt er det unge par i form af og både velsyngende og, ligesom Demi Moore og Patrick Swayze var det i sin tid, filmstjerneagtigt smukke.

Også biroller og ensemble performer godt på alle deres forskellige niveauer. Men musicalens højdepunkt er dog i rollen som den storsvindlende og småclairvoyante Oda Mae Brown. Hendes karakter er hysterisk morsom, og når hun synger, er det med et barberblads præcision og en rockmamas kraft.

Vi undgår ikke at lægge mærke til at par uhensigtsmæssigheder i Tobias Larssons iscenesættelse og koreografier, som et par stykker i ensemblet indimellem snubler i. Desuden er den danske oversættelse af især sangteksterne til tider lidt for pølsedansk.

Men når musikken spiller, hvilket den i øvrigt gør ret fantastisk af liveorkestret under ledelse af , så lader vi os ikke mærke så meget af den slags. Det er jo ikke ligefrem Ibsen. Det er musicalkunst i sin reneste form.


Manuskript, musik og sangtekster af: Bruce Joel Rubin, Dave Stewart og Glen Ballard | Oversættelser af: og | Iscenesættelse og koreografi: | Medvirkende: , , , , , , , , , , , , m.fl. | Musikalsk ledelse: Medkoreograf: | Scenografi: | Kostumedesign: og | Lysdesign: | Tonemester: | Produceret af:

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW