ANMELDELSE: H.C. Andersens samlede eventyr, Katapult

Mungo Park iscenesætter en crazy-komisk spurt igennem “H.C. Andersens samlede eventyr”. Lige nu på turné og i disse dage på Teater Katapult.

På et DOKK1-agtigt Borgerservice/Folkebibliotek møder vi tre mennesker. Tre helt særlige mennesker. Karen er en monoton og overkorrekt læsehest og Danmarks dygtigste bibliotekar med en fortid på Den Sorte Diamant. Leif-Arne, eller ‘Leffe’, er norsk og nyuddannet bibliotekar med højtaljede bukser og striktrøje i sandede farver. Og Peder er i skånejob – og sådan ser han også ud.

De har gjort biblioteket klart til den store H.C. Andersen-fejring med banner og vanillekranse – men der kommer ingen. 156 eventyr på én forestilling, siger plakaten, og det bliver også projektet på scenen. Drengene får overbevist Karen om, at de godt kan more sig med eventyrene, selvom der ikke er kommet nogen.

Leffe lokker hende med den, for en bibliotekar, mest ophidsende sætning, der kan siges: “Det her er ikke nogen leg – dette er formidling.” Straks er Karen med på idéen, og hun går i gang med på monoton vis at læse det første eventyr op. Imens ser vi på de store reoler med utallige bøger og frygter, at vi ikke når hjem til påske.

Snart udvikler dagen sig til en syret og gakket tour de Andersen med både musik og dilettantspil – og masser af tempo. 156 eventyr bliver vi lovet. Men kun omtrent 15 eventyr blev behandlet – de øvrige cirka 140 var blot titler, der blev opremset. Ambitionen om en forestilling, der behandler samtlige eventyr, ligesom titlen og plakaten antyder, havde ellers været interessant at se udført.

Teater Mungo Park i Allerød har produceret forestillingen “H.C. Andersens samlede eventyr”. Manuskript og iscenesættelse er af instruktør Heinrich Christensen, og vi genkender hans vovemod og sans for stemningsfulde scenebilleder – især i slutscenen, som naturligvis er “Den lille pige med svovlstikkerne”. Og på den måde er der igennem forestillingen rørende og velfungerende scener. Mindeværdige øjeblikke.

Dog er der rod i helheden. De musikalske indslag, som i øvrigt alle er velproduceret og velklingende, er genremæssigt disharmoniske, og teksterne dertil er – sammenlignet med de eventyr, som de omhandler – på et lyrisk lavpunkt. Dog er en enkelt sang – den om “Prinsessen på ærten” – underligt velskrevet i forhold til de øvrige sange.

Men vi hører eksempelvis en rock-gospel med refrænet: “Masturbation, my salvation! Masturbation, my salvation!” Og vi hører en rap-lignende sang med ordene om H.C.s forfatterskab: “Han har også skrevet lort.”

Den uærbødige tilgang til vores nationaldigter i klædelig. Ikke så modig, som den formodentlig har ønsket sig at være, men klædelig. På tegnebrættet har forestillingens koncept sikkert også gjort sig godt, men i realiseringen fremstår det ufærdigt og til tider amatøragtigt.

Skuespillernes levering fungerer udmærket i enkelte scener – særligt i de scener, hvor også manuskriptet og iscenesættelsen vil mere, end blot crazy-komik. Eksempelvis den førnævnte slutscene. Her er lyset slukket i resten af sceografien, og vi har blot Leffe (Mads Hjulmand) siddende i en glasmontre og genfortælle “Den lille pige med svovlstikkerne”. Det gør han bevægende smukt i skæret fra en glødepære.

Og de kan jo godt! Mungo Park er et af de teatre, der har en høj træfsikkerhed i deres forestillinger. Og denne forestilling har da også ramt plet hos visse andre anmeldere – det må disse så svare for. Men denne anmelder går i hvert fald ud fra teatret men sanglinjen på hjernen: “De har også lavet lort.”

Dette er ikke lort – det er blot heller ikke historien om en teaterforestilling, der lykkes. Vi ved ikke mere om H.C. Andersen når vi går, end da vi kom. Selvom nogle scener havde decideret dokumentarisk karakter, så var formidlingen – for at holde os til dét udtryk – ikke stærkere, end hvad de fleste tv-dokumentarer om H.C. Andersen kan bidrage med.

Analyserne af de få eventyr, som forestillingen reelt berører, er kløgtige, men ikke nye. Den feministiske vinkel i slutningen af forestillingen kunne dog ‘noget’ (som H.C. Andersen skrev). Men publikum går klukkende ud af salen. Og aftenen har været underholdende. Og ude i virkeligheden er alt, som det plejer.

Forestillingen er på turné fra Mungo Park og spiller på Teater Katapult til den 28. januar 2017.

Instruktør og dramatiker: Heinrich Christensen | Medvirkende: Mads Hjulmand, Nana Morks og Jonas Munck Hansen | Scenograf: Lisbeth Burian | Lysdesigner: Jacob H. S. Rasmussen | Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen | Komponist: Jonas Munck Hansen | Sangtekster: Heinrich Christensen og Jonas Munck Hansen | Kostumier: Pille Behrendt