ANMELDELSE: Hjerl Hede, Vinderup, 2019

Historisk vingesus og landsbystemning

Landstrygere, bondekoner og håndværksmænd levendegør frilandsmuseet , men de historiske bygninger gør det største indtryk.

★★★★☆☆

Vi er rigtignok kommet på landet. De åbne vidder med marker, som kun opbrydes med læhegn og mindre skovarealer, danner kulissen for en køretur til frilandsmuseet , der ligger ved Flyndersø mellem Struer og Skive.

Her grundlagde forretningsmand og forhenværende finansminister Hans Peter Hjerl Hansen i 1930 frilandsmuseet, hvor Danmarks ældste bevarede bondegård, Vinkelgården fra Vinkel nær Viborg, blev opkøbt og flyttet hertil.

Allerede to år senere, i 1932, fik man frivillige til at levendegøre museet med kostumer og gamle skikke og håndværk for dermed at formidle til befolkningen, hvordan landlivet i Danmark var før industrialiseringens indtog i midten af 1800-tallet.

Og sådan er det stadig på – dog er husene blevet flere. Andre historiske bygninger er blevet flyttet hertil eller rekonstrueret efter gamle fund, og indretningen af husene er genskabt efter oprindelig stil.

Med et dampmaskinedrevet savværk og et lokomotiv er museets tidsramme dog udvidet til at inkludere industrialiseringen. Og stenalderbopladsen tager os helt tilbage til årtusinder før vores tidsregning. Men de reelle bygninger, der er blevet flyttet og genopført, vækker nu mere nysgerrighed end de nyere rekonstruktioner, der er bygget på et fundament af antagelser og gætværk.

Landlivet i levende live

På udvalgte tidspunkter af året kan man opleve kogekoner ved brændekomfuret, skolebørn på træbænkene og landstrygere på de små veje. Den levende fortælling om livet i gamle dage fortsætter efter H.P. Hjerl Hansens forbillede fra 1932.

De omtrent 30 forskellige bygninger er placeret på et større areal med god afstand til hinanden, så gåturen rundt på museet giver en autentisk landsbystemning. Vi kan næsten føle forfædrenes fodspor under os, når vi går ad stien fra den lille landsbykirke og ned til den mondæne præstegård.

Den oplevelse gør levendegørelsen ikke den store forskel for. De tre landstrygere, der farer rundt og skændes om dette og hint, bliver hurtigt en gammel sang. Og formidlingsevnerne – og ikke mindst formidlingslysten – er særdeles svingende fra frivillig til frivillig.

Men det er en særlig oplevelse at kunne købe et stykke trælegetøj, man lige har set blive drejet for øjnene af én. Eller købe en ost, der lugter langt væk af historie. Den oplevelse går man altså glip af, når man besøger museet de dage, hvor der ikke er levendegørelse.

Ikke desto mindre er husene åbne i hele åbningstiden, så man frit kan udforske lader og stuer på egen hånd. Og ruten rundt på stierne er lang nok til, at man kan tage sig en rask gåtur i temmelig unikke og tankevækkende omgivelser.

Del dette indlæg